»Jeg vil gerne være advokat. Det er sjovt at skulle argu­mentere for og imod og se ting fra forskellige vinkler.«  

‘Rasmus og Aziza’ står der i et hjerte, som nogen har tegnet på tavlen i klasseværelset.

»Det er bare sådan lidt flirt flirt,« siger Aziza Ahmadir, der går i 1.G på CPH West.

Hun har nemlig ikke rigtig tid til den slags pjat. For nylig begyndte hun på Akademiet for Talentfulde Unge og bebyrder dermed sig selv med ekstraarbejde midt i en ellers travl gymnasietid.

»Det er nødvendigt med en god uddannelse for at få det godt her i livet, tror jeg. Man må knokle for et godt liv, så jeg vil ikke spilde tiden. Det er naturligt for mig at forsøge at bruge tiden fornuftigt,« siger Aziza, der ellers havde en hård start i uddannelsessystemet.

Aziza Ahmadir har af-ghansk baggrund, er forældreløs og kom til Danmark fra Pakistan som niårig sammen med sine ældre brødre. 

»Jeg startede i fjerde klasse og havde aldrig gået i skole. Jeg kunne ingen tal, ingen bogstaver og talte ikke sproget,« fortæller Aziza.

På et halvt år indhentede hun dog de andre elever og har siden været glad for at gå i skole og scoret højt på karakterskalaen. Nu er hun gymnasieelev i Ishøj, hvor hun knokler videre og er mere ambitiøs end gennemsnittet. I hver gymnasieklasse sidder der typisk to til tre elever, der har brug for ek-stra udfordringer. Aziza er en af dem. Hun blev spottet af sin biologilærer, der opfordrede hende til at søge ind på ‘Akademiet for Talentfulde Unge’.

»Jeg havde lige en eftermiddag til at lave ansøgningen, så jeg skulle skynde mig lidt. Men jeg ville rigtig gerne prøve noget nyt og blive mere udfordret. Jeg tror også, man kan lære meget af de andre elever, der går der,« siger Aziza, som især er glad for sprogfag og samfundsfag.

»Jeg elsker at diskutere forskellige problemstillinger, så jeg er ret aktiv i samfundsfag.«

Selv om hun er ambitiøs, er hun ikke anderledes. Hun føler sig i hvert fald ikke sådan.

»Jeg er med til festerne og er superglad for mine klassekammerater. De bakker mig også op.«

Da Aziza fik besked om, at hun var optaget på talentkurset, fik hun en sms fra sin veninde.

»Jeg var i træningscentret, og der stod bare ‘tillykke’. Da jeg fandt ud af, hvad det handlede om, blev jeg vildt glad og løb fem kilometer ekstra på løbebåndet,« griner hun.

Aziza er forberedt på, at forløbet kan blive hårdt at passe ind i gymnasielivet.

»Men så må jeg bare knokle. Det er jo en chance at få,« siger Aziza, der skal skynde sig hjem og forberede en tale til klassen næste dag som led i et retorik-forløb.