Dagen er atter omme, og den tunge, friske mørke daler langsomt ned fra de kolde vinger af februarnatten.
Studser over dagens overskrifter, der sætter gang i tankerne.

Så har klimakonferencen i København været over os, og OL-afgørelsen har lige fundet sted i København, og verdens celebrities har lige været i København med klodens mægtigste familie, The Obama Family.

Jahh, meget finder efterhånden sted i København, så en ting kan vi helt sikkert glæde os over, nemlig at omverden endelig kan finde os på kortet.

Men al denne mediedækning af det nyopdagede land, Danmark, har gennem tiden ikke været lutter lagkage og serpentiner, men kriser med boykotning af danske varer samt ambassade- og Dannebrogsafbrændinger har i den grad sat sit præg. Dette kan vi takke os selv for.

Med den store klimadækning og debat får vi jo alle at vide i dag, at vi burde genbruge og bevare vores naturlige ressourcer. For vi ved alle, at jorden sveder, og vi skal alle sørge for at gøre noget for klimaet. Men vi skal også bekæmpe terror. Derfor har vi nogle mennesker rundt omkring i verden, som vi kalder for de bevæbnede styrker. Men alt dette gør vi blot for at beskytte vores børn, så vi behøver derfor ikke at føle nogen skyld.

Nu skulle man jo næsten tro at vi, i den nyoplyste verden, alle er taknemmelige og påskønner, at vi rent faktisk har en stemme og ytringsfrihed til at kunne vælge. Men i stedet smider vi det i hovedet på folk, der end ikke selv har en stemme.

Der er en uretfærdighed, som vi skal bekæmpe, men vi ved ikke altid, hvad den består af. Derfor vælger vi at bruge alle vore midler og penge på at skabe orden og fred i den tredje verden. Men glemmer at se på vores eget samfund, der selv råber om hjælp.

Der er desværre et hul i vores logik og et hul i vores atmosfære. Vi er alle rejsende og vil alle, sørgeligt nok, dø en dag og efterlade en mere sønderbombet klode til vore børn, da vi enten har glemt at slukke for lyset eller har valgt ikke tage bussen. Even though we know we should have, Oh, silly old us!

Vi lever i en eskapistisk tidsalder, hvor vi alle ønsker at drømme os væk eller ind i andres liv og roller, hvor hverdagen er anderledes og måske bedre end den, her og nu.

Vi er alle vokset op med, at vores lærere fortalte, vi skulle stemme, og vores forældre har lært os, at vi skulle elske vores nabo. Men jeg ved desværre ikke længere, hvem jeg skal stole og stemme på, idet jeg finder det hele utrolig forvirrende. Da de alle, (partierne), desværre har samme dagsorden, at det ikke længere giver mening.

Vi sidder alle og tror blindt på alt, hvad der bliver sagt af den højere magt uden selv at stille spørgsmålstegn ved tingene, og så siger man, at religiøse mennesker er mindre begavede, og kun dyr i flok følger en leder! Men hvad gør vi ikke selv. Hvor mange gange er vi ikke blevet løjet over for, men vælger blot at se den anden vej. Vi bliver desværre holdt for nar, og vælger at tie.

Jeg kan desværre heller ikke selv finde hoved og hale i tingene. Ej heller kan jeg finde noget svar på klimaproblemet, da jeg sidder i samme båd som resten af verdens borgere.