Jeg ved godt, at jeg sikkert burde bekymre mig meget mere om sure mokker, Louise Frevert, et heilende folketingsmedlem, berøvelse af burkaklædtes borgerlige rettigheder, Khader-bevægelsen og andre aspekter af den farce, dansk politik er i færd med at udvikle sig til.

Men det eneste, jeg kan tænke på for tiden, er altså små flasker med vand. 

Sagen er den, at jeg er vendt tilbage til New York efter at have boet her for 10 år siden.

Og der er noget, der slår mig, som jeg trasker rundt på gaden, noget som er forandret, men som jeg ikke kan sætte fingeren på lige med det første.

Stedet ligner ellers sig selv (og jeg som troede, at en by af den stør­relsesorden har udskiftet alle sine celler hvert syvende år ligesom mennesket).

Som en god og frygtsom udenbys-besøgende rører jeg ikke det vand, som automatisk bliver sat foran mig, hver gang jeg går på restaurant.

Jeg bestiller pænt noget flaskevand i den underbevidste formening, at postevandet vil give mig ondt i maven, mens flaskevandet både smager bedre og er sundere.

Da jeg forleden er ude at spise frokost med en herboende ven, bestiller jeg som sædvanligt flaskevand. Han kigger på mig som om, jeg er faldet ned fra Mars.

»Bestiller du flaskevand?« spørger han vantro og skæver til det glas isvand, der allerede er blevet sat foran mig af den mexicanske afrydder.

Jeg forklarer ham min teori om ondt i maven, bakterieindhold og postevand. Og nu kigger han på mig, som om jeg er på visit fra en helt anden galakse.
   
Det viser sig, at flaskevandsbølgen forlængst har lagt sig her i byen.

I mit indre passerer revy alle de gange, jeg har bestilt flaskevand – og det mærkelige blik, jeg hver gang har fået af tjeneren. Det svarer vel nogenlunde til at gå ind til en hjemlig frisør og bede om en støttepermanent eller en vandondulation. Man drikker ikke flaskevand mere. Det gør man bare ikke.

Og det går selvfølgelig med det samme op for mig, hvad det er, jeg har manglet i gadebilledet. Alle de små vandbamser, folk plejede at klamre sig til før i tiden. De er væk. Jeg har ikke set en eneste vandflaske i gadebilledet.

Min ven fortæller om en joke i New York Times. Den gik på ‘dårlige gode ideer’. Et billede viser nogle hippier fra 60’ernes Californien, der nøgenbader i en kilde. Én af dem siger:

»Ville det ikke bare være en fed idé, hvis man kunne hælde dette her på flaske – og sælge det?«

De andre kigger på ham, som om han har taget for meget syre.

Alle mulige videnskabelige undersøgelser har vist (snork!), at flaskevand tit indholder flere bakterier end postevand i de (industrialiserede) lande, hvor undersøgelserne har fundet sted.

På en måde giver det sig selv. Bakterierne får lov til at gro, jo længere vandet står uafkølet hos købmanden. Og hvad er det også for noget, at man skal have noget vand sendt hele vejen fra Fiji-øerne, når man bor i et land, hvor man bare kan åbne for vandhanen?

Forureningen, der følger af at fragte vand rundt på jordkloden, tør jeg slet ikke tage hul på.

I rigtig mange tilfælde er flaskevand bare postevand, som så er blevet hældt på flaske. Og så af sted på bakterie-boostende langfart.

En flot etiket og et renfærdigt navn gør ingen forskel på indholdet. En hjemlig favorit stammer for eksempel fra Dalby Rode Vandværk.

Og så er der det med, at flaskevandsdrikkeres tænder er i fare for med tiden at skvatte ud på grund af de lave indhold af flour, som postevandet ellers dækker os ind med.

Jeg tror minsandten, jeg nøjes med et glas koldt vand fra hanen næste gang, jeg er tørstig. 
   
Klummen er udelukkende udtryk for skribentens holdning. Reaktioner modtages på e-mail, debat@metroxpress.dk. maksimalt 100 ord. navn og adresse skal fremgå.