Mogens følte sig uretfærdigt behandlet af både livet og skæbnen. Han var hårdtarbejdende, men han syntes ikke, at folk satte pris på hans dygtighed. Denne følelse af at blive overset gjorde ham bitter og trist. Bitterheden spredte sig i hans vener og forgiftede hvert molekyle i hans krop.

Det blev en vane for Mogens at brokke sig. Om vinteren brokkede han sig over det kolde vejr, og om sommeren over det varme vejr. At se lyst på hverdagen eller sætte pris på de mest grundlæggende gaver i livet – som det at være i live – var ikke noget, han brugte energi på. Hans drivkraft var den negative tilgang til livet, som han tog for givet.

»Kaffen smager som en død rotte i kloakken,« sagde han hver dag på kontoret, derhjemme og sågar i søvne.

Til gengæld var hans hund yderst taknemmelig for sit liv. Selv om den var ti år gammel og træt, var den glad og nød de gode øjeblikke i sin kurv. Hver dag, når Mogens kom hjem fra arbejde, hoppede hunden op og ned af glæde. Hunden blev lykkelig, når Mogens en gang imellem og ugideligt aede den lidt på hovedet eller gad at gå en lille aftentur med den. Mogens var træt af sin hund, sin lejlighed og sit udseende.

»Mit liv er noget lort!« sagde han hver morgen.

En aften, hvor han gik en tur med sin hund, var han yderst bitter. En af hans kolleger var netop blevet forfremmet i stedet for ham. Imens han gik på gaden i sine egne tanker, overså han afspærringen på fortovet og overhørte hundens advarende gøen. Mogens røg ned i kloakken og druknede. Først da savnede han sit liv.

»Jamen sagde du ikke, at dit liv var noget lort?« spurgte Gud.

»Jeg tog fejl. Må jeg ikke nok komme tilbage. Jeg vil så gerne opleve regnen, kulden, sneen og varmen. Jeg vil så gerne ae min gamle og stinkende hund. Jeg vil så gerne drikke den dårlige kaffe på kontoret,« græd Mogens.

»Lover du så dig selv at sætte pris på dit liv? Ellers er det jo spild af liv,« sagde Gud – og Mogens gav sit løfte.

Lykkelig genopstod Mogens nu fra kloakken. Han aede sin hund, tog imod regnen med et smil og slubrede den dårlige kaffe på kontoret i sig. Men efter blot to timer glemte han det hele.

»For pokker, da. Kaffen smager jo som en død rotte i kloakken,« sagde han, og det hele begyndte forfra.