Nepal er et af verdens fattigste lande. Med to mægtige naboer på begge sider af grænsen – nord på ligger Kina med 1,3 milliarder mennesker – sydpå Indien med 1 milliard indbyggere. Men store dele af Nepals 27 millioner indbyggere er analfabeter og uoplyste, og det gør dem til nemme ofre for kriminelle.

Rahula school i Nepal er en vaskeægte solstrålehistorie. Her er de fleste af de knap 200 elever nemlig piger.

Sælges som sexslaver
Det er ellers svært at overbevise nepalesiske forældre om, at de skal sende deres små piger af sted den lange vej til den nærmeste skole med reel fare for at blive kidnappet eller overtalt til frivilligt at følge med en af de menneskehandlere, som opererer uhyggeligt effektivt her tæt på den indiske grænse.

Med løfter om et job i cirkus eller i huset tvinges pigerne til et liv som sexslaver i Indien. Hvert år forsvinder omkring 5000 små piger her i Kapilvastu-regionen for aldrig at komme hjem igen. Derfor – og på grund af en katastrofal mangel på skoler i lokalområderne – går meget få nepalesiske piger i skole.

Men i Rahula school er det anderledes – her myldrer det med små piger med rottehaler og lasede skoleuniformer.

Historien begynder egentlig med en tragedie – en dreng fra den lokale landsby gik den lange vej til sin skole, men druknede undervejs i en flod, som var løbet over sine bredder.

Det fik 35 af landsbyens kvinder til at gå til myndighederne og kræve en skole til deres børn. Men hvordan gør man det, når man er lavest i samfundet som kvinde, analfabet og fattig?

Har ret til en skole
55-årige Gyana Kohain nægtede at give op. Hun opsøgte Mellemfolkeligt Samvirkes lokale partner organisationer, og bad om hjælp. Her fandt kvinderne ud af, at de faktisk har krav på en skole indenfor 1,5 kms afstand fra landsbyen, og organisationen hjalp dem med at presse myndighederne og udfylde de nødvendige ansøgninger.

Og her på græsplænen står så resultatet af deres anstrengelser. En skole, hvor også pigerne kommer, fordi den ligger så tæt på landsbyen, at forældrene tør sende deres piger af sted.

Koret af børnestemmer når ud på græsplænen, hvor vi sidder i en cirkel for at spørge kvinderne, hvad de vil råde andre til, som gerne vil have en skole?

»Det nytter at kæmpe. Og I skal sende jeres børn i skole, for hvis de lærer at læse og skrive, bliver de heller ikke så nemt snydt af godsejeren. Når han beder dem om at skrive under på noget, kan de læse, hvad der står. Vores børn vil blive stærkere end os,« siger Gyana, som i dag er rollemodel for andre kvinder, og som opsøges af beboerne fra andre landsbyer, som beder om gode råd om deres rettigheder.