Der var glædestårer, kys og kram på trappen foran Københavns Byret i går, da 27-årige Noah Weiss fra Seattle og 34-årige australske Natasha Verco begge blev frifundet i politiets anklager om, at de skulle have planlagt og anstiftet flere voldelige aktioner i København under klimatopmødet i december 2009.
Noah Weiss kalder flere gange på mere champagne mellem de mange kram og kys fra venner og kæreste.
»Det har virkelig været en tung og hård proces. Både for mig og min familie.« Noah Weiss, der bor i Danmark og læser til kemiingenør på DTU i Lyngby, har fået selskab af sin far, som er rejst til landet for at overvære domsafsigelsen. Sammen prøver de at ringe til Noahs mor i Seattle med de gode nyheder, selv om klokken er tre om natten på den amerikanske vestkyst.
Noah Weiss blev anholdt midt i december 2009 sammen med Natasha Verco, der er dansk gift, men bosiddende i Malmø i Sverige. De sad begge fængslede hen over jul og nytår, indtil de blev løsladt i begyndelsen af januar. Retssagen mod de to begyndte i marts 2010.
Natasha Verco er også meget lettet over rettens afgørelse.
»Hvis vi var blevet dømt, ville jeg have fået indrejseforbud i Danmark, og jeg ville ikke have mulighed for at besøge min mands familie.«
Hun står på trappen foran retsbygningen sammen med sin mor og de omkring 40 personer, der er mødt op ‘for enten at fejre eller fordømme’, som det hed sig tidligere på dagen på Facebook.
Byrettens retssal 16 var da også fyldt fyldt med familie, venner og pressefolk, og der gik et sus gennem salen, da dommer Peter Lind Larsen i går klokken 11 læste dommen op.
Selv om den festlige stemning fyldte mest i minutterne efter domsafsigelsen, var der alligevel en smule fordømmelse at spore hos Natasha Verco.
»Jeg er bekymret på Danmarks vegne. Retten til at protestere er fundamental i et demokrati. Det er uhyggeligt, når politiet vælger at kriminalisere en stor gruppe mennesker, der ikke begår noget ulovligt,« sagde hun. Anklagerne mod de to var blandt andet baserede på konfiskerede notesbøger, sms-beskeder og telefonaflytninger, men domsmandsretten fandt det ikke bevist, at Noah Weiss og Natasha Verco ‘anstiftede og koordinerede voldelige aktioner’, og resultatet blev i stedet en frifindelse.




























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)









