… tre, to, en, nu…måske! Holdet bag det største danske raketprojekt, Copenhagen Suborbitals, er klar til nedtælling.

Hvis vejret ellers holder til det, rykker de affyringsrampen, der bliver slæbt af en slæbebåd og skubbet af en hjemmelavet ubåd, fra Nexø til øst for Bornholm i morgen.

Med om bord har de Heat 1X/Tycho Brahe deres 1,6 tons tunge raket.

Siden 2008 er der blevet arbejdet og finpudset på projektet, der er blevet muligt på grund af frivilligt arbejde, sponsorer og støtte fra privatpersoner.

Og med øjnene rettet mod Østersøen er det nu blevet tid til den store spændingsudløsning, når raketten skydes af sted. Holdet ved nemlig ikke, hvor højt den vil nå, da det er deres første testforsøg.

Dog er en højde på 30 kilometer maksimum, oplyser de.

Hvad de til gengæld ved er, hvem der har trukket nitten som fører. Det er nemlig deres forsøgsven ‘Test Dummy’, der må iføre sig hjelm og tage en for holdet i denne omgang.

Om nogle år vil der være knap så meget forsøg over det.

Projektet skal nemlig kulminere med en bemandet opsendelse, når en af bagmændene, Peter Madsen, vil skyde sig selv af sted.

Og til den tid vil det være i en raket, der vil kunne nå en højde på 100 kilometer.