De syv danske lystsejlere, der holdes fanget af somaliske pirater, skal have kontant hjælp af den danske stat til at slippe ud af deres fangenskab. Det mener flere end hver fjerde dansker i en meningsmåling, som YouGov har foretaget for metroXpress.
Men det vil gøre ondt værre, fastslår piratforsker ved Syddansk Universitet Birgit Feldtmann.
»Hver gang man betaler løsepenge til pirater, bekræfter man dem i det, de laver, og viser, at det kan betale sig. Det er den rigtige linje, Danmark har valgt, nemlig ikke at forhandle med pirater,« siger hun og tilføjer:
»Problemet bliver større og større, og flere og flere lande har indset, at indsatsen mod pirateri skal intensiveres, men også at der ikke er nogen enkle løsninger.«
Også Venstre og Socialdemokraterne tager klart afstand fra at fodre pirater med løsepenge.
»Det ville få piraternes pris for gidslerne til at eksplodere,« siger udenrigsordfører for Socialdemokraterne Jeppe Kofod.
Han understreger, at statens rolle er at bistå med rådgivning til forhandlerne i deres bestræbelser på at få frigivet gidslerne.
Udenrigsordfører i Venstre Michael Aastrup Jensen er på linje:
»Hvis den danske stat betalte løsepenge, ville Danmark være den eneste stat i verden, der gjorde det. Det ville bringe mange danskere i fare, fordi pirater og terrorister hurtigt ville finde ud af det.«
Udenrigsministeriet har holdt kortene tæt til kroppen i sagen om de danske gidsler, men har oplyst, at der den 2. marts var kontakt med piraterne og gidslerne, som ‘efter omstændighederne’ har det godt. Et professionelt sikkerhedsfirma bistår uden beregning de pårørende under forhandlingerne med piraterne, oplyser ministeriet.
I morgen lancerer Venstre et udspil om piratbekæmpelse.













































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




