Nogle af mine nærmeste hævder, at jeg ligner Ole Ernst. Ligheden gemmer sig efter sigende mere i øjenbrynenes buskede natur end i scenetække og rampelystalent.     

Jeg er på vej tværs over Sumbawa i det østlige Indonesien, og jeg sveder som om hele øens knastørre sommervarme har koncentreret sig præcis om den kvadratmeter, hvor jeg og cyklen er.

De ustoppelige tilråb og hilsner – snart brølende, snart falset – hagler ned over mig, som de har gjort de sidste to måneder gennem Java, Bali og Lombok. Jeg har med tiden udviklet en overføl­somhed over for de tåbelige spørgsmål, og normalt frustrerer det mig hele tiden at være centrum for en uønsket opmærksomhed fra de lokale, når jeg cykler gennem komplet turisttomme landsbyer uden ‘helle­steder’.

Ofte aner jeg ikke, hvordan jeg skal tackle de lokales pågåenhed uden at miste både forstand og unødig energi, for det trætter voldsomt at skulle hilse på og besvare ligegyldige standardspørgsmål cirka 200-300 gange dagligt.

Men i dag beslutter jeg mig for at vende bøtten og komme folk i forkøbet. Så hver gang jeg nærmer mig nogle lokale, børn som gamle, slår jeg en kraftig gang med de buskede Ole Ernst-bryn, løfter dem så at sige helt op til hårgrænsen, allerede inden folk har nået at fyre deres sædvanlige ‘Hello mister, how are you, where you go, where you from’-remse af. Det er en vældig succes! De fleste bryder ud i vild jubel og latter, mens de få simpelthen forstener med hængende mule og øjne på stilke. De har vel aldrig set noget lignende.

For mig kræver det den mindste kraftanstrengelse i sadlen, og det har den største effekt, stilheden, smilet. Folk glemmer helt den vanlige protokol, og jeg kan uden energitab fortsætte dagens etape med fokuseret cykling videre østpå mod øerne Sumba og Timor. En stor tak til Ole!

Efter 530 dage og knapt 21.000 kilometer undervejs har jeg nu sagt farvel til Asien og goddag til vestlige bekvemmeligheder som silkeglatte landeveje, blødt toiletpapir, cykelstier, gigantiske supermarkeder, g’day mate, groft brød og morgenmadsprodukter med mælk, tunger, jeg forstår, varme brusebade – alt sammen noget, som Australien er en glad leverandør af.

Jeg har i løbet af mine første dage haft svært ved at styre min begejstring over at være kommet hertil. Bare det at kunne kommunikere med folk igen, på et andet – og en anelse mere raffineret – niveau end det ‘me hungry, me sleep’, hvor jeg i størstedelen af de sidste 17 måneder har befundet mig, er skønt.
     

Øjenbrynene er faldet på plads, og jeg føler mig næsten helt normal igen. Men det er nok en tilstand, som turen gennem den australske ødemark snart skal få pillet ved...