Nedturen for De Konservative vil ingen ende tage.
Det martrede parti dykker til historisk lave 4,4 procent af stemmerne. Vælgeropbakningen ligger nu under Det Konservative Folkepartis katastrofevalg i 1975, da partiet fik 5,5 procent af stemmerne, og lysår fra velmagtsdagene i 1984, da Poul Schlüter (K) førte partiet frem til dets største valgsejr nogensinde med 23,4 procent af stemmerne. Det viser en ny vælgermåling, som YouGov Zapera har foretaget for metroXpress.
Selv om De Konservative fik opgøret med efterlønnen øverst på den politiske dagsorden, fortsætter vælgerne med at sive.
»Det er et paradoks, man undrer sig over i det konservative gruppeværelse. Men det er ikke så underligt: De Konservative har gjort sig selv irrelevante for vælgerne. De er blevet spillet af brættet af først Liberal Alliance og nu Venstre. Det er brutalt og ubarmhjertigt, men op mod et valg er ethvert parti sig selv nærmest,« siger politisk redaktør på Fyens Stiftstidende Troels Mylenberg med henvisning til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dagene efter nytårstalen satte sig tungt på efterlønsdagsordenen, selv om det er en konservativ mærkesag.
Venstre står til en fremgang på solide 4,8 procentpoint, og også politisk kommentator på B.T. Helle Ib hæfter sig ved, at det er Venstre, der høster fremgangen, selv om det er De Konservative, der har været længst fremme i reformskoene.
»Lene Espersen pressede på for en dagpengereform. Hun ville have nulvækst i den offentlige sektor, og hun har i månedsvis krævet en efterlønsreform. Alle tre ting er blevet regeringens politik, men De Konservatives problem er, at det tager meget lang tid at genopbygge et partis troværdighed, når først det er ramt af dårlig karma.«
Politisk ordfører Henriette Kjær (K) kalder det ‘retfærdigt’, at Venstre går frem:
»Statsministeren holdt en fremragende nytårstale, og det skal han belønnes for. Men vi ligger selvfølgelig for lavt. Det er ikke godt nok, og derfor må vi gøre os umage med at diskutere efterlønnen. Det er den bane, vi skal ind på.«
Trods fremgangen til Venstre står Helle Thorning-Schmidt (S) til at rykke ind i Statsministeriet med 91 mandater i ryggen mod blå bloks 84 mandater. Rød blok står til i alt 51,7 procent af stemmerne, mens blå blok står til 47,9 procent.














































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




