Hvad skal man servere at spise?
Jeg er simpelthen så traditionel, som man nærmest kan blive – og meget dansk orienteret. Derfor er sild også uundværligt på påskebordet, efter min mening. Men de klassiske slags. Jeg forstår ikke dem, der laver sild marineret i alt muligt mærkeligt. Det bryder jeg mig ikke om. Så klassisk marinerede sild og karrysild og stegte sild. Og så masser af rå løg. Og så er det jo ikke alle, der kan lide sild, så der skal også være noget andet. For eksempel laks. Og nogen laver også karrymarinaden til sildene ved siden af, så dem, der ikke bryder sig om sild, kan spise æg med karry i stedet. Og så synes jeg altså ikke, der skal gå for meget Ida Davidsen i den, så tingene skal bare på bordet i et hav af forskellige skåle, så man selv kan sidde og lave sine madder sammen. Jeg synes, det er sjovt og en del af hyggen, at man er aktiv omkring bordet. Og på den måde er det også op til folk selv at bestemme, om det er fedt eller smør, der skal under silden.

Hvad skal man servere at drikke?
Igen skal det være klassisk – så snaps, øl og vand. Og sodavanderne skal være de gamle klassiske slags, som squash, bitter lemon og citronvand. Dem med de gamle etiketter. I forhold til snaps er jeg meget til Linie Aquavit eller Krone-snaps. De er lidt blødere og mere runde i smagen end andre snapse og minder mig derfor lidt mere om vodka, som jeg er helt vild med. Men ud over et par snapse, som man rigtig godt kan lide, så må der også gerne være et par nye og anderledes snapse. En del af hyggen ved påskefrokosten synes jeg nemlig ligger i at smage nye ting. Og det kunne for eksempel være en Porse-snaps eller noget andet.

Hvordan skal man pynte bordet?
På et veldækket påskebord synes jeg faktisk, at maden er en dekoration i sig selv. Men derfor kan man stadig godt holde servietter, dug og så videre i de klassiske påskefarver – grøn, gul og lilla. Jeg synes ikke, planter hører til på bordet, men det er altid populært at pynte med slik, som fine chokolade og likør æg. I det hele taget synes jeg, man skal pynte påskebordet med humor – for eksempel er det ret sjovt, hvis man vælger nogle helt vildt corny servietter af den slags som nærmest går i stykker, når man tørrer fingre i dem.

Hvad skal der være af underholdning?
Det bedste er jo, hvis selskabet er underholdende nok i sig selv, men jeg synes da, det kunne være en god idé, hvis man for eksempel fik en af bakkens syngepiger til at komme og give et nummer. Der er garanteret nogle friske og frække viser om påsken. Og hvis man har en have, er det en sjov idé, at gemme nogle æg og tage på æggejagt. Men hvis det ikke skal være så arrangeret, så synes jeg bare, at man skal gå en tur – enten inden maden, hvis man spiser lidt sent på eftermiddagen, men ellers lidt efter den tidlige frokost. Så ryster det også lige sel­skabet lidt sammen igen. Og bagefter kan man jo så gå hjem og drikke sig fuld igen.