Jeg hører selv til dem, der generelt mener, at mediernes prioritering er skævvreden, og at der er alt, alt for få historier om de 18.000 børn, der hver dag dør af sult og underernæring i verdens fattigste lande.

Men at medierne netop i år og sidste år har fokuseret ek-stra meget på USA, mener jeg faktisk, de har haft god grund til. Jeg er selvfølgelig selv fuldstændig inhabil – en klar overvægt af mine klummer det seneste år har handlet om netop amerikansk politik, og USA har været min primære interesse, siden jeg faldt over en John F. Kennedy-biografi på skolebiblioteket i femte klasse. Men med forbehold for min egen partiskhed, min manglende objektivitet og min massive forkærlighed for alt, der vedrører USA, vil jeg argumentere for, at netop den aktuelle udvikling i landet er særligt relevant for danskerne af især to oplagte årsager.

For det første: Isoleret set er det selvfølgelig rigtigt, at det er komplet ligegyldigt for danskerne, om den ene eller anden republikanske præsidentkandidat har vundet et primærvalg. Men det vil være fjollet at se isoleret på primærvalgene, for deres relevans ligger i den betydning, de kan få for selve præsidentvalget. Om Republikanerne kan afsætte Præsident Obama til november, afhænger nemlig i høj grad af, hvilken kandidat de vælger til at stille op imod ham. Det i sig selv gør primærvalgene interessante for alle, der er villige til at erkende, at der ikke findes noget mere afgørende for verdens politiske udvikling i de kommende år, end hvem der er præsident for verdens – måske svækkede, men dog stadig eneste – supermagt. 

For det andet: Den valg- kamp, som har kørt på høj- tryk det seneste halve år, længe inden den egentlige stemmeafgivning gik i gang i staten Iowa for fire uger siden, afspejler den voldsomme værdikamp, som USA gennemgår i disse år. Dén værdikamp er interessant, også for os danskere, fordi den tydeliggør, hvordan det amerikanske samfund udvikler sig – og dermed, hvad vi kan forvente os af forandringer i amerikansk politik, også udenrigspolitisk, i de kommende årtier. 

De grundlæggende værdier i det amerikanske samfund bevæger sig som helhed i en mere progressiv, vesteuropæisk retning. Det ved de etablerede kræfter i det Republikanske Parti. Derfor støtter de nu Mitt Romney, der ligesom de sidste mange af deres præsidentkandidater er plukket fra partiets moderate fløj (selv George W. Bush blev betragtet som moderat, inden han blev præsident. Dengang var han blandt andet kendt for sin evne til at samarbejde med Demokraterne, mens han var guvernør i Texas). 

Den yderste højrefløj i partiet ved godt i deres inderste, at deres bagstræberiske forestillinger hører fortiden til. Og derfor er de desperate. De hverken kan eller vil acceptere, at samfundsudviklingen går imod dem, og derfor råber de højere og fylder mere i primærvalgkampen end nogen andre. I deres desperation har de endda vist sig villige til at støtte Newt Gingrich. En mand, der har levet sit liv i diametral modsætning til de kristne moralgreber, de elsker, og som repræsenterer den politiske indspisthed, som de hader – men også en mand, der som ingen anden har vist sig i stand til at artikulere den rabiate højrefløjs frygt og frustration over et samfund, der bevæger sig i den stik modsatte retning af deres ønsker.