Som folketingsmedlem modtager jeg hvert år en håndbog med posten. Titlen på bogen ‘Sociale Ydelser – Hvem, Hvad & Hvornår’ fortæller i sig selv en hel del om et ydelsessamfund fra vugge til grav.

Forleden sad jeg og bladrede i bogen. En venlig borger havde sendt mig en e-mail og spurgt om, hvilke ydelser han havde ret til, når han fyldte 65 år.

Efter et stykke tid gik det op for mig, hvad jeg egentlig ledte efter: nemlig ydelser eller fordele for en gruppe af mennesker, som alene er betinget af datoen på dåbsattesten. Jeg svarede, at det bl.a. drejede sig om rabat på offentlig transport, boligydelse, nedsat licens, tilskud til eller gratis rengøring, ejendomsværdiskat og folkepension.

Alt sammen ydelser eller fordele, hvis eneste fællesnævner er kriteriet om alder. Kort efter tikkede en ny e-mail ind i min postkasse. Afsenderen var den samme borger, som denne gang spurgte mig om, hvorfor han havde ret til ydelserne, når han i næste uge fyldte 65 år?

Korrespondancen illustrerer, hvor inkonsekvent vi nogle gange tildeler ydelser og fordele. At fylde 65 år kan næppe karakteriseres som en social begivenhed. Alligevel tildeler vi rask væk millioner af kroner, blot fordi man når en vis alder. Problemet ved at gøre de såkaldte aldersbetingede ydelser afhængig af indkomst og formue er, at det reelt går hen og bliver en ekstra marginalskat.

Derved mindskes incitamentet til at tjene penge og spare op. Jeg ønsker ikke et samfund, hvor man straffes for at tage ansvar. Til gengæld bør vi nøje overveje, om vi også fremadrettet har råd til at sætte alder højere end behov. Og hvad svarede jeg manden? Jo, jeg skrev til ham: Det er, fordi du har fødselsdag!