Vi trænger til fornyelse i vores uddannelsessystem. For mange børn og unge bliver tabt i et gammeldags skolesystem, der er indrettet efter en tid, hvor lektier blev brugt til udenadslære, og internettet var science fiction.

Vi taler meget om at få alle med, men lektier fastholder og udbygger social ulighed. Her er nogle kolde fakta: På skoler med lavt gennemsnit har 34 procent af eleverne forældre, der hjælper med lektierne, over for 73 procent på skoler med højt gennemsnit. Tallene taler også for sig selv, når det kommer til forældres indkomst, uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet. Alle taler om at bryde den negative cyklus, så børnene i højere grad bliver frigjort fra de negative konsekvenser af den baggrund, de kommer fra, men den grimme sandhed er, at vores uddannelsessystem ikke bryder med uligheden – trods alle gode hensigter.

Vi bliver ved med at give børnene lektier for. Hvorfor? Har de ikke ret til et børneliv uden for skolen? Børn på skoler med lavt gennemsnit bruger næsten dobbelt så meget tid på lektierne som eleverne i den anden ende af skalaen. Vi bliver måske ved med at give lektier for på grund af tradition, men der er aldrig påvist en sammenhæng mellem lektier og læring. Selvfølgelig skal de lære at løse opgaver alene på sigt, men dette kunne indføres via heldagsskoler og senere, i de store klasser, med hjemmeopgaver. Didaktikkens vigtigste fokus handler jo netop om, hvordan eleven lærer at lære.

En af de store udfordringer – og muligheder! – i dag er internettet. Det har uddannelsessystemet taget til sig – men med forbehold. Men vi skal gå linen ud – det er her, der og alle vegne, og det skal eleverne kunne navigere i. Med nettet har vi fået let tilgængelig information i næsten uendelige mængder. Det er godt! Men skidt, hvis eleverne ikke tidligt lærer at begå sig, have en kritisk tilgang og kunne sortere i de massive mængder information. Her har udviklingen overhalet os. Vi har problemer med, at for mange finder materiale til opgaver på Wikipedia, YouTube, blogs og så videre og ikke tjekker op på det. Det gode ved bøger er jo, at der er en redaktør og et forlag bagved, der skal stå på mål for videnskabelig redelighed, faglighed, seriøsitet og integritet. Kort sagt, at man kan stole (nogenlunde) på indholdet.

Når vi nu udvider antallet af fag, hvor elever på ungdomsuddannelserne kan bruge nettet til eksamen, så kræver det også ekstra kontrol for snyd. Problemerne er der. Men problemet er også, at mange ikke er sikre på, hvornår noget er decideret snyd, og hvornår det er inspiration. Forfattere til bøger skriver jo heller ikke på en fuldstændig tom baggrund – de har læst andre bøger og har fundet inspiration til skrivestil, formuleringer, plot, metode og så videre.

Danmark er det eneste land i verden, hvor adgang til nettet er lovligt til eksamen ved en række fag. Jeg synes, det er glimrende, og det synes ministeren heldigvis også. Det er helt i tråd med, hvordan arbejdsmarkedet fungerer – skal man finde oplysninger, så bruger man søgemaskinen. Grundlæggende handler det jo – både til eksamen og i jobbet – om, hvordan man behandler den information, der er til rådighed. Derudover er selve opsøgningen og sorteringen af den information, der er at finde på internettet, i sig selv en øvelse i at være kildekritisk og i kun at bruge relevant information til at besvare opgaver. Men som alt andet gælder det, at man har lært at bruge det ordentligt.