I Danmark behøver man ikke være rig for at drikke sig fuld i discountøl og sprut fra supermarkedet. De billigste øl kan koste mindre end en liter mælk i literpris. Men der kan være store sundhedsmæssige fordele ved at hæve priserne på alkohol, viser en ny engelsk undersøgelse.
Et stort forskningsprojekt på University of Sheffield har beregnet, hvor meget det samlede forbrug af alkohol og de relaterede livsstilssygdomme vil mindskes, hvis alkohol bliver dyrere. Undersøgelsen konkluderer, at det engelske sundhedssystem vil spare over to milliarder kroner hvert år, hvis en genstand alkohol koster mindst fire kroner.
Morten Grønbæk, der er alkoholforsker og medlem af Forebyggelseskommissionen, mener, at højere alkoholpriser vil have samme effekt i Danmark:
»Hvis en øl koster fem kroner i stedet for halvanden krone, så vil det helt sikkert påvirke forbruget. Vi ved, at alkohol koster samfundet op mod 10 milliarder kroner om året, og derfor er det også rimeligt at tage afgifterne op til overvejelse,« siger Morten Grønbæk, der er forskningschef ved Statens Institut for Folkesundhed.
Regeringen har for nylig igangsat en undersøgelse af, om det kan betale sig at hæve afgifterne på alkohol. Men forebyggelsesordfører Sofie Løhde (V) frygter, at det blot vil forstærke grænsehandlen:
»Vi er interesserede i at se på, om vi kan bruge det som et instrument til at forbedre folkesundheden. Men hvis det betyder, at man bare kører over grænsen for at hente spiritus og øl, så er vi jo lige vidt. Så det er vi ved at undersøge,« siger hun.

















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)









