Skænderier, ensomhed eller ubehagelige forældre. Problemer på hjemmefronten kan mange gange afhjælpes, hvis børn har en voksen at tale med.

Men det er ikke bag katederet, at skoleelever opsøger én, de kan betro sig til.

I en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Københavns Kommune svarer kun 14 procent af skoleeleverne fra 4. til 9. klasse ‘ja’ til, at de ville tale med en lærer, hvis de havde store problemer derhjemme. 37 procent svarer ‘nej’, mens 49 procent er i tvivl.

Formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, er rystet over tallene.

»Det er meget, meget bekymrende. Jeg synes, tallene viser, at alle voksne har spillet fallit i den her sag. Vi skal have mere tid vores børn, og være meget bedre til at lytte til dem. Det gælder både lærere og forældre,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

Børne- og ungdomsborgmester i København Anne Vang (S) mener også, tallene er problematiske.

»De er bestemt ikke tilfredsstillende. For hvis børn har problemer hjemme, kan de måske heller ikke snakke med forældrene om det,« siger Anne Vang og pointerer, at problemet skal løses på flere måder.

»Lærerne er nogle af de vigtigste mennesker i børnenes liv. Så det handler dels om at de skal have bedre efteruddannelse, dels om at knytte en socialrådgiver til hver eneste folkeskole i København.

Forhåbentlig kan det være med til at skabe mindre distance mellem skolen og eleverne,« mener Anne Vang.

Hos Danmarks Lærerforening mener man ikke, den nye undersøgelse giver anledning til bekymring. Formand for foreningens skole- og uddannelsespolitiske udvalg, Dorthe Lange, forklarer:

»Generelt mener jeg, at undersøgelsen som helhed giver et billede af tryggere og gladere børn i forhold til årerne før. Og selv om børnene siger, de ikke taler så meget med lærerne om deres problemer, kan man jo ikke udelukke, at de taler med andre voksne om dem. Så jeg mener ikke, undersøgelsen giver grund til bekymring.«