Tænk at kunne bygge sit helt eget rigtige hus. Et hjem. Med tag og vinduer og døre. Det er sådan noget min mormor og morfar kan. Tegne, måle op, støbe fundament, lægge mursten, VVS’e den, male; der er ikke det, mine bedsteforældre ikke kan. Min onkel kan også sådan noget, og min fætter er ond til at svejse.

Håndværk, det er ikke sådan at kimse ad.

Jeg cykler forbi det gamle KUA (Københavns Universitet Amager) hver dag, når jeg skal på arbejde. Det er (endelig!) ved at blive bygget om, og i forbifarten lægger jeg altid mærke til en ny tilføjelse, en ny detalje. Det må være fantastisk. At skabe ting med sit hoved og sine hænder og kunne se resultatet der, lige for øjnene af en, i fysisk og fattelig form.

Det får mig også til at tænke over, hvad det er, jeg selv laver, og jeg ved det faktisk ikke helt. Det er noget med at skrive og planlægge og koordinere og læse og analysere og holde møder og diskutere og lave oplæg, men dét – i forhold til et hus! Det lyder jo åndssvagt.

Somme tider popper der statusopdateringer frem på Facebook fra gamle folkeskolekammerater. Det er altid ret interessant, fordi vi er endt så vidt forskellige steder. En er blevet anlægsgartner, en anden mekaniker og så videre. Og jeg tænker, de virkelig har regnet den ud. De har hus, bil, hund, hest, carport og andet barn på vej, mens jeg sidder i en lille lejlighed på Djævleøen og kun lige kan få budgettet til at løbe rundt. Og misforstå mig nu ikke; jeg er virkelig glad for mit arbejde – både det lønnede og frivillige og alle de små projekter ved siden af, men somme tider kan man godt savne noget jordnært konkret.

Gymnasiet. Det var der, jeg røg hen som en, åbenbart naturlig, forlængelse af mit efterskoleophold efter folkeskolen. Jeg husker det, som om der ikke var andre muligheder. Hobro Gymnasium og hf-kursus hed det, der hvor jeg gik, men ikke engang hf’erne talte vi med – det på trods af at vi var samlet under ét og samme tag. Der var et eller andet sygeligt snobbet over at gå på gymnasiet. Som om alt andet og andre var andenrangs. Og at tage
3. g på Rysensteen Gymnasium i København gjorde ikke lige frem den følelse mindre.

Måske er det en værdi, jeg tillægger det, retrospektivt. Og med to lærerforældre er det nok ikke så underligt, at ende ud med en rød hue på hovedet ...

Men jeg bliver lidt ked af det og irriteret, når undersøgelser viser, at erhvervsuddannelserne taber status i forhold til de gymnasieale. Når de indtil for nylig var 2. sortering: de
ikke-egnede. Når de nedprioriteres, og når håndværkerfagene daler på prestige-ranglisten.

Derfor vil jeg gerne slå  et stort slag for alle dem, der kan svejse, mure, klippe, skære, lægge fliser, beregne, smede, dreje, hugge, stække, montere. Jeg er lige imponeret hver gang.

Og med hensyn til det hus så  har jeg lige aftalt med en ven, at vi skal til at lave vores egne skateboards – så må vi se, hvor det ender ...