I sidste uge kom der et videoklip frem af amerikanske marinesoldater, som urinerede på ligene af dræbte Talibansoldater. Helt forventeligt tog den amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, og den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, meget hurtigt skarp afstand fra marinesoldaternes opførsel.

USA ønsker ikke at blive opfattet som et land, der ydmyger og fornedrer sine modstandere – døde eller levende – og derfor var det vigtigt meget hurtigt at få gjort det klart, at der ikke er støtte til soldaternes adfærd i den amerikanske befolkning og landets øverste ledelse. Men lidt støtte var der nu alligevel ...

Fra de mørke afkroge i det amerikanske folkedyb, på blogindlæg på internettet, har man de seneste dage kunnet finde opbakning til marinesoldaterne og forståelse for deres adfærd – i nogle tilfælde ligefrem ros. Der er folk, der forstår marinesoldaterne, og der er folk, som støtter deres opførsel. Det bør ikke komme bag på os, for vi har set noget lignende i Danmark.

Det skete, da en dokumentarfilm om den danske Armadillo-lejr i Afghanistan viste klip, der gav grund til at tro, at danske soldater med fuldt overlæg havde dræbt hårdt sårede Talibansoldater, der ikke kunne gøre modstand. Dét er forbudt ifølge Genevekonventionerne, og derfor blev sagen undersøgt af forsvarets auditørkorps.

Men fra starten, allerede inden der forelå en officiel vurdering af, om der var begået en krigsforbrydelse, var der dele af den danske befolkning, som havde besluttet sig for at støtte soldaterne. Ligesom de overordnede i Armadillo-lejren hånede de den modige unge soldat, der turde sætte spørgsmålstegn ved, om hans soldaterkammerater havde opført sig ordentligt.

Disse danskere kendte intet til de juridiske spidsfindigheder i reglerne om krigsforbrydelser, men det afholdt dem ikke fra at mene, at soldaternes adfærd uanset hvad var i orden – deres sympati forblændede dem i en grad, så de var villige til ikke bare at forstå, men også acceptere en mulig krigsforbrydelse.

Vi er nødt til at gøre noget ved den indstilling. Det nytter ikke noget at sammenblande sympati for soldaters barske hverdag med accept af overtrædelse af krigens regler.

Det er ikke mærkeligt, at soldater, der bliver skudt på i uger og måneder, kan udvikle en overvældende trang til at få fjenden ned med nakken. Men vi må aldrig glemme, at soldaten først og sidst er ansat til at udføre en opgave – ikke til at stille sin private hævntørst.