En af hovedmændene bag Muhammed-krisen har aldrig set de 12 tegninger, der satte verden i brand og blandt andet forårsagede et brandattentat mod den danske ambassade og tvang ambassadøren til at flygte ud af landet.

Det afsløres i en ny dansk dokumentarfilm. Her fortæller Ali Bakhshi, som er en garvet professionel organisator af demonstrationer, at han slet ikke mener, at tegningen forestiller profeten Muhammed. I filmen får han fremvist Jyllands-Postens satiretegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

Profeten ligner en indisk sikh
»Er det profeten Muhammed? Hvordan kan det være? Profeten ligner en indisk sikh og ikke profeten Muhammed,« siger Ali Bakhshi i dokumentarfilmen ‘De forbandede tegninger’.

Det er journalisten Karsten Kjær, der har fundet bagmanden i Iran. Interviewet er et led i at forstå, hvordan 12 danske tegninger kunne resultere i nedbrændte ambassader, dannebrog i flammer og terrortrusler mod Danmark.

I hælene på konflikten
Den danske journalist Karsten Kjær tager et kamera i hånden og rejser til alle Mellemøstens brændpunkter, som satte ild til den verdensomspændende Muhammed-krise.

»Jeg har fundet en række af hovedpersonerne i konflikten og talt med dem. Det har været en spændende rejse, som faktisk startede med at være en Århus-historie. Normalt griner man kun af århusianer-historierne, men denne her udviklede sig lidt anderledes,« siger instruktøren Karsten Kjær.

Han kalder krisen tragikomisk, når han kan dokumentere, at nogle af bagmændene slet ikke har set tegningerne.

En nyttig idiot
»Det bekræftede det absurde i hele krisen. Det er nærmest tragikomisk, at en af bagmændene bag demonstrationerne faktisk slet ikke mener, at det er Muhammed,« siger Karsten Kjær.
Han mener, at mange muslimer blev manipuleret af religiøse overhoveder og muslimske ledere.
»Ali Bakh-shi var en nyttig idiot, der ligesom mange andre troende muslimer desværre blev manipuleret af folk, der havde en interesse i at eskalere konflikten,« siger Karsten Kjær.