'Jeg er træt af at have en dårlig dag’. Sådan lød titlen på en kronik i Politiken af den 22-årige studerende, Sofie V. Jensen. Hun skrev, at hun følte sig fattig og ensom, at hun ikke kunne få budgettet til at hænge sammen, og at hun ikke kunne genkende det billede, der blev tegnet af rige unge på SU.  

Efter et kvarters læsning var jeg i en blandet tilstand af rasende, målløs og fortvivlet – ikke på grund af min navnesøsters kronik, men på grund af tusindehæren af efterfølgende kommentarer. Jeg mindes faktisk ikke at have set noget så massivt og negativt og unuanceret. Nationen – go home!
 
Men først indskudt, en faktaboks på strofe-form: Vi giver som samfund ikke SU for at ‘forkæle’ studerende. Vi giver SU for at alle skal kunne tage en uddannelse. Uddannelse og forskning er sats-ning-en fra statens side. Det er det, vi skal leve af.
 
Men situationen er tilspidset pt. Det er uendelig svært at komme ind på boligmarkedet, der er lange ventelister til kollegierne – et enkelt værelse koster snildt over 3.000 kroner, der er højt skattepres, offentlig transport er steget til helt urimelige priser, og ja, så er Danmark et af de dyreste lande at bo i. Fakta er derudover, for perspektiveringens skyld, at SU er en af de laveste overførsler (det kan bedre betale sig at være arbejdsløs...), og at studerende tilhører den fattigste del af befolkningen.
 
Men jeg tror, det, der for alvor pisser folk af, er ordet ‘fattigdom’; og det er også et farligt begreb at bruge i disse post Carina-debatten-tider og i et land, hvor vi endnu ikke har defineret en reel fattigdomsgrænse. Fattigdom? Det er sådan noget, de har i Afrika ...
 
Afrika-kortet er trumfen. Kortet, man altid kan hive frem. ‘Klynk klynk – folk har det jo meget værre alle mulige andre steder’.
 
Özlem kunne med samme kort på hånden have spurgt Joachim B. Olsen, hvorfor han bekæmper regeltyranni herhjemme; det er jo meget værre i Nordkorea!
 
I Danmark er vi generelt et priviligeret folk. Langt hen ad vejen er vi et luksusland med luksusproblemer. Og ja, SU-systemet kunne med al sandsynlighed gøres bedre, ligesom med mange andre ting.
 
Men jeg synes, det er på tide, at vi som danskere tager et valg: Tænker og lever vi for at udvikle samfundet og gøre det bedre, eller er vi kun interesserede i at fortælle, hvordan andre tager fejl, skal være taknemmelige, tage sig sammen og stoppe med at klynke? 
 
En ting er sikkert. Når vi har travlt med at pege fingre, glemmer vi at pege fremad.