Min sidste klumme var et opråb til vores generation. Om at vi ikke skal finde os i, at der er 80.000 unge, der ikke har haft et arbejde eller været i uddannelse i et halvt år eller mere. Som sidder på bænken, klar til den indskiftning der aldrig kom. Jeg råber op, fordi jeg inderligt mener, at vi skal have alle med på vognen. Og fordi vi som generation skal kæmpe med næb og kløer for ikke at blive en gentagelse af 80’erne, hvor alt for mange blev ramt af arbejdsløshed og aldrig kom i gang. Heller ikke da resten af samfundet igen rev sig fri af krisen.

Men én ting er opråb. En anden ting er politisk handling, og på Christiansborg skal vi have modet til at tage tyrene ved hornene. Det er vi i fuld gang med. Vi smøger ærmerne op, spytter i næverne og tager fat. Det bliver benhårdt. Og kritikken vil hagle ned. For hvorfor vil vi ikke give førtidspension til unge? Hvorfor skal nyuddannede akademikere søge arbejde i andre brancher end deres egen, hvis arbejdsløsheden har bidt sig fast måned efter måned? Og hvorfor vil vi tvinge unge til at tage en uddannelse, hvis de ikke synes, at de har råd til SU?

Men sandheden er, at hvis vi skal lykkes med at flytte unge fra kontanthjælp til uddannelse og job, så er det nødvendigt at skrue bissen på over for de unge, der godt kan, men som i dag ikke gør det.  Jeg hepper på de her unge. Og jeg vil kæmpe for, at vi som samfund bakker op. At vi er solidariske. Men hvordan er man bedst solidarisk med de unge, der sidder på bænken? I mine øjne er det misforstået godhed at lade tusindvis af unge være uden job eller uddannelse i halve og hele år.  Uden at kræve, at de kommer i gang. Og uden at tilbyde dem en vej ud. De har evnerne men er alligevel passive.

I Aalborg er der andre boller på suppen, og det kan vi lære af. Her stiller de krav. Og hvis du vil forsørges af vores fælles kasse, så må du yde for pengene, siger de.  De unge i Aalborg skovler sne eller laver havearbejde for de ældre. De arbejder hårdt for deres kontanthjælp, og alene det krav betyder, at en tredjedel vender om i døren og finder en anden vej end den offentlige forsørgelse.

Målet må være, at ingen unge skal gå passive. Og derfor er krav vejen frem. Krav om uddannelse eller en arbejdsindsats, der kommer vores fællesskab til gavn. Indtil det rigtige job dukker op. Hvis du kan, så skal du.

Mange unge på kontanthjælp har andre problemer end arbejdsløshed. Og det er vigtigt at slå fast, at når de sociale problemer får overtaget, så er det her, vi må starte. Disse unge skal måske ikke skovle sne, men heller ikke de skal efterlades på bænken. Alle fortjener et reelt tilbud. De fleste er enige om, at der er noget grundlæggende forkert, når der er flere voksne danskere, der ikke går på arbejde, end der er danskere, der går på arbejde. Når antallet af unge på førtidspension bare stiger og stiger. Eller når 80.000 unge har siddet på bænken i mere end et halvt år. Alligevel mener mange, at vi er præcis lige så umenneskelige som højrefløjen, når vi begynder at stille krav. At Mette Frederiksen bare er en Claus Hjort i dametøj.
 
Men forskellen er, at Socialdemokraterne ikke blindt tror på, at vejen frem er at gøre folk fattige.  At hvis de bare presses hårdt nok af fattigdom eller tåbelig aktivering, så skal de nok finde et job. Og hvis det ikke lykkes, så er det folks eget problem. Jeg tror på den enkeltes potentiale, men også på, at arbejdsløshed er et fælles problem. Og jeg kæmper for, at alle får en reel mulighed for at rejse sig fra bænken og spille med. Det er målet med vores reform.