Ugens forkerte EU-beslutning.
Grækenland er på spanden. Og hver gang EU har krævet nye nedskæringer og besparelser, er det gået endnu værre. Naturligvis! For det betyder jo bare flere arbejdsløse og færre indtægter – som så igen fører til krav om nye nedskæringer og besparelser.
Således også forleden. EU’s fortsatte fattiggørelsespolitik møder heldigvis stigende modstand i Grækenland. Mon EU en dag indser fejltagelsen og slår ind på en anden kurs? Det er der desværre ikke meget, som tyder på.
Ugens EU-personlighed.
Det er helt sikkert Tysklands kansler, Angela Merkel. Hun er min yndlingsfjende i EU. For i modsætning til en masse fedtspillere, så siger hun tingene lige ud af posen.
Det skete for eksempel i et brev til sine medlemmer i det konservative CDU-parti, hvori hun forklarede indholdet i finanstraktaten:
»Det vigtige er, at der bliver indskrevet en gældsbremse i hvert enkelt lands grundlov eller lignende lovgivning, og at den er bindende og evigt gældende for vedtagelse af budgetter.«
Sådan! Det skal simpelthen være forbudt for lande at vælge at investere sig ud af kriser.
Tværtimod skal reaktionær tysk sparepolitik ophøjes til at være ‘evigt gældende’. Det er godt nok lang tid, men det er da ærlig snak! Og det understreger med al ønskelig tydelighed, hvorfor den danske befolkning skal have mulighed for at tage stilling til denne finanstraktat ved en folkeafstemning!
Ugens vigtigste EU-begivenhed.
Står det til EU-kommissionen, så skal det i større omfang være forbudt at strejke. Det fremgår af et hemmeligt udkast til en EU-lov, som netop er blevet lækket.
Konkret handler forslaget om, at EU-Kommissionen vil have bedre muligheder for at få EU-Domstolen til at erklære en strejke ulovlig, hvis den generer EU’s indre marked. I yderste konsekvens vil det betyde, at EU kan forbyde en varslet og fuldt lovlig overenskomststrejke i den danske transportsektor.
Så galt går det forhåbentlig ikke. Men det siger en del om tankegangen i de ledende cirkler i EU. For dem er markedet alt, mens lønmodtagernes rettigheder er intet!
Ugens EU-udtalelse.
SF-ministeren Pia Olsen Dyhr har kaldt den såkaldte ACTA-aftale for ‘en sejr for Danmark’.
Det sker, efter at EU og de fleste EU-lande har underskre-vet aftalen, som på papiret handler om at forsvare ophavsretten. I virkelighedens verden risikerer aftalen at føre til begrænsning af ytringsfriheden på nettet og til, at fattige lande får vanskeligere ved at skaffe billig livsvigtig medicin til dødssyge medborgere. Hvis det er ‘en sejr for Danmark’, så foretrækker jeg et nederlag!
Ugens mest oversete EU-detalje.
Et flertal i EU-parlamentet har vedtaget, ‘at der skal flages med EU-flaget ved større internationale idrætsbegivenheder’, og at EU-flaget skal være på sportsudøvernes tøj ‘ved siden af det nationale flag’.
Beslutningen er dog ikke bindende, men kun en opfordring til EU’s medlemsstater og sportsorganisationer.
For forslaget stemte blandt andet SF’s to medlemmer af EU-parlamentet. Engang ønskede de at se ‘et rødt flag smælde’, men nu drømmer de om det blå badeflag fra EU. Tiderne skifter!




















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




