Måske har mor været på en beruset bytur, eller også har hun fået donorsæd fra en ukendt mand. Fælles for børnene er, at de ikke kan få et svar, når de en dag stiller spørgsmålet: Hvem er min far?
Og den slags børn er der blevet flere af. Godt 700 1-årige børn har ikke en far i CPR-registret, og det svarer til 1,22 procent af alle i den aldersgruppe.

Det er den højeste andel i flere år, viser en opgørelse, som Danmarks Statistik har foretaget for metroXpress.

Professor Lars Dencik, der forsker i familieliv på Roskilde Universitet, er bekymret over udviklingen.

»Vi ved fra studier af adoptivbørn, at det er forbundet med en stor smerte – ofte hele livet – hvis børn ikke kender deres ophav. I Danmark har kvinder tilkæmpet sig en ret til at få børn for deres egen skyld, men det kan komme i et modsætningsforhold til barnets
ret om at vide, hvor det stammer fra. Samfundets opgave er at sikre barnets tarv,« siger han.

I 2007 blev det muligt for lesbiske og enlige kvinder at få kunstig befrugtning på lægeklinikker, og det sker typisk med sæd fra en ukendt donor. Stigningen i antallet af børn uden en kendt far har derfor især fundet sted siden lovændringen.

Men ifølge Børnerådet skal børn ikke afskæres fra muligheden for at kende deres ophav, og også i Det Etiske Råd skaber udviklingen panderynker.

»Det er betænkeligt, at der fødes stadig flere børn, som allerede i udgangspunktet er afskåret fra en kontakt til deres biologiske far. Men derudover vil jeg gerne understrege, at det vigtigste for et barn er at blive mødt med omsorg og en tilknytning til en eller flere omsorgspersoner,« siger formand Jacob Birkler. 

Med Børneloven i 2002 fik moren skærpet sin oplysningspligt, så faderskabet altid så vidt muligt skal slås fast. Alligevel er der kommet flere børn med en ukendt far. Det vækker ikke bekymring i Ankestyrelsens familieretsafdeling, som administrerer reglerne. Det forklarer souschef Lene Conrad.

»Stigningen kan meget vel hænge sammen med, at enlige har fået mulighed for at blive insemineret med anonym donorsæd, og det er jo et politisk spørgsmål. Der er flere hensyn at tage, og vi har ingen grund til at tro, at statsforvaltningerne og domstolene ikke gør deres ypperste for at fastslå faderskabet. Men vi følger selvfølgelig området,« siger Lene Conrad.

Der findes ingen dansk forskning om, hvordan børnene med en ukendt far klarer sig. Men en engelsk undersøgelse fra 2010 af børn født af singlekvinder efter donorinsemination viser, at deres psykologiske velvære er større end hos børn fra traditionelle familier.

Linda Rubin mener da også, at børnene kan få et lige så godt liv som alle andre. Hun er stifter af internetforummet Selvvalgt Enlig Mor med 268 brugere, og netop overvejelserne om at sætte et barn i verden uden en far fylder meget.

»Alle vil gøre alt i deres magt for, at det ikke skal blive et problem. Men i modsætning til for eksempel adoptivbørn er vores børn jo ikke blevet fravalgt. De er blevet tilvalgt ved hjælp af sæd fra en anonym mand, som barnet aldrig kan komme til at møde. Hvis man er 100 procent ærlig om det, tror jeg ikke, at det kommer til at fylde negativt hos barnet,« siger Linda Rubin, der selv har fået en datter med anonym donorsæd.

Til marts fremsætter regeringen et lovforslag, der skal give forældre mulighed for at vælge mellem en anonym eller kendt donor. Det kan føre til et fald i antallet af børn uden en kendt far.

»Man kan sagtens være skruk, selv om man er single«

Spørgsmålet kom første gang, da Clara ikke var meget ældre end to år, og Lene Eriksen skulle hente hende i vuggestuen.

»Nikolaj far, Storm far, Clara far?« spurgte datteren og kiggede op på sin mor.
Hun havde set de andre børn i vuggestuen blive hentet af en mand, de kaldte far. Men sådan en var der ikke i hendes liv. Og det fortalte Lene Eriksen hende for første gang den dag.

»Nej, Clara har ingen far.«
Nu er datteren fire år og vil stadig gerne have en far og spørger også af og til, om hun ikke kan få det.

»Det er klart, at når alle andre har en far, de er glade for, så vil hun også gerne have det. Sådan ville det også være, hvis det var en lyserød cykel eller en hundehvalp. Det er svært at vide, hvor dybt spørgsmålet stikker, men jeg er meget opmærksom på at lade hende tale om det og forklare, hvordan hun er kommet til verden.«

45-årige Lene Eriksen sidder i sin store, lyse lejlighed på Frederiksberg, hvor der er hjemmelavede malerier på væggene og udsigt over byens tage. Selv Zoo-tårnet kan ses, og det er et hit hos den fireårige datter.

At de to skulle komme til at bo alene sammen her, havde Lene Eriksen ikke forudset. Indtil hun var 38 år, boede hun sammen med en mand, som hun også troede, at hun skulle have børn med, og de var allerede gået i gang med at prøve på det. Men så gik forholdet i stykker. Og der stod Lene Eriksen – alene, oppe i årene og i den grad klar til børn.

»Man kan sagtens være skruk, selv om man er single,« som Lene Eriksen siger.
I tiden derefter mødte hun flere mænd, der enten ikke ville have børn eller ikke ville have flere børn.
Det var på det tidspunkt, hun tog beslutningen om at forsøge at blive gravid med anonym donorsæd. Hun havde fundet pengene til det og troen på, at hun kunne klare det på egen hånd. Alle onkel Bents måbende spørgsmål havde hun besvaret, og til sidst var der kun et uafklaret spørgsmål tilbage i hendes hoved.

»Hvad betyder det for mit barn ikke at kende sin biologiske far? Nogle har måske brug for det, andre har ikke. Det var svært at vide, hvordan mit barn ville have det. Men jeg nåede frem til, at livet er størst. Man kan også have et modermærke ned over ansigtet, men er det nok til ikke at få livet?«

Det syntes Lene Eriksen ikke, og som næsten 40-årig lykkedes det at blive gravid med reagensglasbehandling. For fire år siden kom Clara til verden.

»Det var fantastisk. Det var virkelig et mirakel, og jeg var så lykkelig,« siger Lene Eriksen.

Det er hun stadig. Datteren trives, er glad og vældig kvik. Selv om det kan være hårdt at være alenemor 24 timer i døgnet samtidig med en karriere som coach, fortryder Lene Eriksen intet. Heller ikke at hun ikke bare gik i byen og fandt en tilfældig mand, som Clara kunne kalde far en dag.

»Jeg har hørt det beskrevet som at fuppe en mand. Det kunne jeg ikke. Det her er mere rene linjer, for så behøver han ikke se barnet eller betale børnebidrag. Der er ingen grund til at belemre en mand med det.«

Hun ved godt, at det var en egoistisk beslutning at få Clara, men det er det også, når et par beslutter sig for at få et barn.

Den eneste måde, Lene Eriksens beslutning om at få et barn adskiller sig på, er, at hun tog den bevidste beslutning om, at Clara aldrig ville komme til at møde sin far. Og den tager hun på sig.

»Hvis Clara en dag kommer og siger ‘mor, det var ikke så godt med den donor’, så må jeg tage ansvaret for det. Der var jo bare ikke nogen anden måde at få hende på – alternativet var, at hun ikke ville være her. Og der synes jeg, at livet trumfer alt. Mit ønske om at få hende var så stort, at det her så blev hendes vej ind i livet.«