»Det mest over­vældende har været, hvor villige kunstnerne har været til at stille op, selv om vi ingen penge har haft.«

Øllerne er kolde, og der er mange af dem. Kunstnerne er nogle af Danmarks største, og nej, de spiller ikke akustisk. Der er lysshow og dans og i det hele taget gang i den. Men det hele er CO2-neutralt og bæredygtigt.


Festivalen CO2penhagen vil her i weekenden vise, at man både kan feste og passe på klimaet og miljøet. Løsningen ligger i teknologien.


»Teknikken findes allerede. Vi bliver ikke alene CO2-neutrale, vi kommer til at producere mere energi, end vi bruger,« siger Katrine Vejby, der er en af initiativtagerne til festivalen.


I mere end et år har arkitekter, designere, ingeniører, kunstnere og andre arbejdet sammen om at skabe de løsninger, der gør det muligt at holde en festival uden at svine med energien.


»Vi vil gerne vise, at der er andre måder at håndtere klimadebatten på end bitre miner. Men det kræver, at de tekniske løsninger bliver meget mere udbredte og kendte. Det her er en måde at vise på, at man sagtens kan leve moderne og bæredygtigt og have en fest samtidig,« siger Katrine Vejby.


Derfor rækker festivalen også ud over festdagene i weekenden. Det er løsningerne, det handler om.


»Alt for mange ved slet ikke, hvor meget der er muligt allerede. Vi har virkelig brug for at få sporet klimadebatten væk fra kun at handle om CO2-kvoter og til at handle om reelle, bæredygtige løsninger,« tilføjer Katrine Vejby.


Festen foregår på DTU i Lyngby, og bus 150S kører gratis i pendulfart til og fra Nørreport Station under hele festivalen. 


3 grønne

1. Al energi produceres på pladsen – blandt andet brændes affald på stedet og bliver til ny energi, publikum kan bidrage ved at cykle energi frem, og der bruges solceller. Samtidig benyttes energisparende teknologi som LED-belysning.


2.  Gang i dansegulvet – et særligt dansegulv udnytter den energi, som gæsterne producerer ved at danse, til at sætte ekstra gang i lysshowet.


3.  Det største energiforbrug på de fleste festivaler er køling af mad og drikkevarer. Men under CO2penhagen bliver overskudsvarmen ved hjælp af en særlig teknologi til køling.

Læs mere på: Co2penhagen.com