Det er ikke til at vide, om eventuelle flyvende tallerkener faktisk ligner dybe tallerkener. Og det er heller ikke til at vide, om de er gode eller onde - og hvor de har tænkt sig at lande, hvis de skulle få lyst til at tage turen til Moder Jord.

Men når - eller hvis - rumvæsenerne gør det, så ved vi, hvad der venter dem i det sekund, de slår døren til deres flyvende tallerken op.

Som det første vil de se en kvindelig astrofysiker fra Malaysia, der er klar til at byde sine og jordens gæster velkomne. Hendes navn er Mazlan Othman, og lander rumvæsenerne inden den 11. december i år, vil hun være 58 år.

Ifølge avisen The Sunday Times vil FN i næste måned udpege hende til den specielle og uprøvede opgave at gøre et godt indtryk for hele menneskeracen.

Mazlan Othman har i flere omgange arbejdet for den malaysiske premierminister på grund af sin viden inden for astronomi. I dag besidder hun en stilling som daglig leder i en af FN’s mere specielle afdelinger -  den, der tager sig af anliggender og samarbejde med liv fra det ydre rum.

Afdelingen hedder UNOOSA - United Nations Office for Outer Space Affairs - og ligger i den østrigske hovedstad, Wien.

Om det bliver herfra, at den første kontakt opstår, vides ikke, men flere forskere tror mere på, at vores første møde bliver via radiobeskeder.

Men i hvert fald er vi klar nu, da FN har udset Mazlan Othman til at holde velkomsttalen. For efter NASA-satellitten Keplers fund af 700 nye planeter - inklusive omkring 140 på jordens størrelse - er det tid til at uddele en ambassadør-rolle.

Hvem der bliver rumvæsenernes repræsentant, må vi vente i spænding på at finde ud af.