Han ville egentlig helst have læst grafisk design. Men karaktererne fra gymnasiet var ikke de bedste, og derfor havde Jesper Nielsen brug for en plan B.
»Det var derfor, jeg valgte sygeplejerske. Jeg tænkte, at det kunne give en fin basisuddannelse til enten at læse videre til noget helt andet eller måske bare blive i faget,« fortæller 25-årige Jesper Nielsen.
Det er nu et halvt år siden, han kom ind på sygeplejeruddannelsen i København.
I starten var han ellers ikke meget for at vælge det traditionelle kvindefag, på trods af at hans onkel var i samme branche og havde rost faget til skyerne.
»Jeg var rigtig bange for, hvad folk tænkte. Det er jo traditionelt set et kvindefag, og vælger man sådan et, er man jo bøsse. Sådan lyder en af fordommene i hvert fald,« siger Jesper.
Fordommene vandt dog ikke over Jespers fornuft. For jo mere han satte sig ind i hvad faget gik ud på, jo mere tændte blev han på ideen.
»Folk tror jo, at det at være sygeplejerske handler om at tørre røv på folk og lave kaffe. Det tænkte jeg da også selv en overgang. Men undersøger man det lidt, er der virkelig mange muligheder. Jeg kan for eksempel læse videre som diætist eller få job i forsikringsbranchen, men bedst af alt så er det en enorm international uddannelse, og det er en fordel, da jeg virkelig gerne vil til udlandet,« siger Jesper Nielsen.
Efter et halvt år på uddannelsen er alle fordomme om sygeplejere blevet gjort til skamme.
Og de venner, han frygtede ville kigge skævt til ham, giver ham i stedet et skulderklap.
»Alle dem jeg kender, går rundt og siger, det er godt gået. Jeg har faktisk kun mødt en fyr, som begyndte at grine af mig. Men det var i byen, og han var stiv, så det tager jeg mig ikke rigtig af,« siger Jesper Nielsen, der synes, at der bliver taget ekstra hensyn til én, når man er mand på studiet.
»Det er lidt svært at forklare, når man ikke går her. Men det er ingen, som forsøger at spænde ben for dig, når du er mand på denne her uddannelse. Det er, som om der er nogen, som har trampet græsset ned foran dig, så du bare kan følge stien. Og det har jeg virkelig tænkt mig at gøre.«


















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)









