Reality-tv er enormt populært. Sex, druk, skænderier, glæde, kedsomhed. Alt bliver vist ned til den mindste detalje. Big Brother og Paradise Hotel er eksempler på reality-tv.

Hvorfor er så mange så optaget af at se reality-tv? Vi savner den lillebitte landsby, hvor vi kunne følge med i hinandens liv. Nu bor vi bag ligusterhække og i lydisolerede lejligheder og huse. Alle har tunge gardiner foran vinduerne. Det er overhovedet ikke til at finde ud af, hvad naboerne laver.

Når jeg bor i min lille sydgræske landsby, hvor husene ligger klinet ind mod hinanden, kan jeg lugte, hvad naboerne skal have til middag. Jeg kan høre, når de kysser hinanden. Jeg kan se dem skændes foran vinduet og ved alt, om de har dårlig mave eller ej. Det samme kan de med mig, og det generer mig ikke.

Det er ikke reality-tv. Men det minder lidt om det. Lad det være sagt med store bogstaver: Der er ikke noget galt med at interessere sig for sine naboer. I vore storbyer kan folk desværre ligge døde flere måneder, før det bliver opdaget. 

Der er nogle, der hævder, at det er dumme mennesker, der udstiller sig selv i reality-programmerne. Sludder.  De længes bare som alle os andre efter at blive set.

Hvad er forskellen på en reality-tv-stjerne og så de kendte debattører, der udtaler sig konstant til radio, fjernsyn og aviser?

Dybest set handler det om noget så enkelt som reproduktion. At blive set af offentligheden er en anden måde at reproducere sig selv end gennem børn. Dertil kommer endnu en ting: Det værste der kan ske for os mennesker er at blive overset. Vi bliver nødt til at have andre til at lægge mærke til os. Dagligt må vi have den fornemmelse i os, at vi ikke er overset.

Men selv om der ikke er noget galt med at blive set og at se på andre, er der stadigvæk noget, der hedder hemmeligheder. Reality-tv’s store minus er, at der ikke er plads til hemmeligheder. Det er, som om hemmeligheder er noget ondt.

Men vi skal ikke være bange for at holde på en hemmelighed. Det er synd for børn, at de alt for hurtigt skal have afsløret alle de voksnes hemmeligheder gennem fjernsynet. I dag ved børn for meget om de voksne. Ikke fordi forældrene ikke går stille med dørene. Men fjernsynet sladrer om de voksnes sexliv, problemer, svagheder osv.

I ægteskabet handler det heller ikke om at afsløre hinandens hemmeligheder. Det er ikke det, som man fortæller hinanden, der holder sammen på forholdet. Det er det, som man ikke fortæller. Det er da også rimeligt, at kongehuset har deres hemmeligheder, at politikerne har et privatliv de ikke vil afsløre, at berømte kunstnere ikke fortæller alt om sig selv.

Ting bliver ikke altid bedre af at blive trukket ud i lyset. Vi accepterer hemmeligheder. Men kun de gode hemmeligheder. Jeg undrer mig over, at vi, når vi rammes af ulykker, sygdom, død, råber: Hvorfor skulle det her ske?

Men når det går godt, lyder det aldrig:  »Hvorfor er jeg så heldig at have født et velskabt barn? Hvorfor er det netop mig, der kan spise mig mæt? Hvorfor er det lykkedes mig at finde en kæreste, som giver mit liv indhold?«