Ugens vigtigste EU-begivenhed. Så blev EU’s politikere enige om en pakke, der skulle redde Grækenland. Igen. For fjerde gang hører vi, at den fælles valuta nu er sikret. Forkrampet holder man fast i, at euroen med vold og magt skal overleve. For ellers vil Grækenland og co. blive nødt til at devaluere, lyder argumentet. Gang på gang hører man tilhængerne af den fælles valuta tale med skiftevis vrede og ængstelse i stemmen imod devaluering. Som om det er noget særligt ondt, at en valuta daler – eller stiger – i værdi, advarer de mod, hvordan denne mekanisme indeholder selve kimen til det anarkistiske, asociale Europa, som af al kraft må undgås. Det er pudsigt at se, hvordan selv markedsorienterede har opgivet tanken om, at valutaer må variere i værdi i forhold til hinanden. Sådan foregår det ellers i resten af verden.

Ugens Forkerte EU-beslutning. Der er i øjeblikket en euforisk stemning i Bruxelles over at have fundet noget andet at tale om end eurokrisen – og dette andet er den ungarske premierminister, som med en række tvivlsomme ændringer af den ungarske forfatning har fået hele EU-systemet på nakken. Man har med særlig vægt i Europa-parlamentet ønsket at indlede en retssag mod landet. Om man vinder sagen, er tvivlsomt. Endnu en gang er EU med åbne øjne vadet ind i en sag, der mest af alt minder om fejltagelsen med Østrig i 2000. Med retssagerne har man bragt Orban – den ungarske premierminister – i offensiven, så han kan præsentere sig som den sande forsvarer for sit lands interesse over for det stadig mere voldsomt agerende EU. Mon ikke den ungarske opposition bander EU langt væk?

Ugens EU-personlighed.  

For en måned siden fik EU-parlamentet ny formand. Efter en afstemning, som allerede blev afgjort ved en lokumsaftale to et halvt år forinden, blev tyske Martin Schulz valgt. Han er kendt for sit hysteriske og koleriske temperament og har allerede på den måned, han har siddet, bekræftet alle fordomme om sig selv og om EU. Han blander sig helt uhørt i debatten fra formandsstolen; forleden fik en af mine kollegaer en reprimande for at kalde Kommissionens politik for ‘stupid’, og ved sin allerførste afstemning valgte Schulz uden at blinke at slå 20 afstemninger sammen til én – til medlemmernes udtalte protest. Der er ingen tvivl om, at Schulz’ totalitære adfærd nyder bred anerkendelse for sin effektivitet. Det har bare ikke meget med demokrati at gøre.

Ugens mest oversete EU-detalje. Selv den mest forhærdede jubeleuropæer har vist efterhånden erkendt, at EU er i krise – økonomisk, politisk og demokratisk. Man skulle tro, at det så nu var på tide at gøre noget ved sagen. På tide at slå igen og vise handlekraft. Alligevel er det bare ikke de store kriser, der præger EU’s politiske tiltag for tiden. Tværtimod har de seneste dage været præget af to EU-nyheder, som fortjener omtale for at sætte krisen helt i baggrunden. Jeg tænker naturligvis på forslagene om at indføre obligatorisk skakundervisning og om at tvinge virksomheder med kvindekvoter i bestyrelseslokalerne. Det er åbenbart EU’s svar på krisen – et brud på nærhedsprincippet og stoleleg i bestyrelseslokalet …