I Tanzania er det en risikabel affære for landsbykvinder at føde deres børn. 530 ud af 100.000 fødende kvinder dør i Tanzania, viser statistikken.
Traditionen tro foregår en fødsel hjemme i hytten, med landsbyens traditionelle fødselshjælper som den eneste hjælp.
I Karagwe, i den nordlige afsidesliggende del af Tanzania, hjælper den danske organisation Danmission derfor den lokale kirke med et projekt, hvor der foruden de fødende kvinder bliver sat fokus på den primære og forebyggende indsats.
»I Tanzania er det kirkerne, der står for omkring 40 procent af sundhedsarbejdet. De fleste hospitaler i landdistrikterne er drevet af forskellige kirker, herunder den lutherske kirke, som vi arbejder sammen med, og som driver 24 hospitaler og mere end 120 sundhedsklinikker og –centre,« fortæller Krista Rosenlund, der er Danmissions koordinator af arbejdet i Tanzania.
75 procent af befolkningen i Tanzania bor i landdistrikterne, og det er her, sundhedsinstitutionerne især er placeret. Men mange af dem bruger kun én procent af deres budgetter på primær sundhedsarbejde som forebyggelse, rådgivning og vejledning. Der var derfor behov for et projekt, som ved at undervise befolkningen om gode vaner i hverdagen kunne forebygge en lang række sygdomme og dødsfald. Og der er mange tegn på, at lokalbefolkningen i området i stigende grad tager hånd om deres egen sundhed.
Florah har været traditionel fødselshjælper, lige siden hun som ung pige blev oplært af sin mor. Og siden har hun gået til hånde, når landsbyens kvinder fødte. Men ikke mere.
»Jeg har de sidste par år deltaget i kirkens sundhedsprogram og hørt, hvor farligt det kan være at føde hjemme. Jeg har lært, hvordan mange dødsfald kunne være undgået, hvis de fødende kvinder i tide var kommet til klinikken,« siger Florah.
I stedet for at hjælpe kvinderne med at føde har hun nu travlt med at rådgive om at gå til graviditetsundersøgelser, og hun følger med dem hen til klinikken eller hospitalet, når tiden for fødslen nærmer sig.










































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








