Uden at have sagt et ord tager Olcay Senoglu sine sko på og forsvinder ud i Ankaras nat.

Da han lukker døren bag sig, forstummer råbene fra de vrede kvinder, der har fortalt ham en masse grimme ting.

»Du har ingen ære, du er egoistisk. De svinede mig til og råbte og skreg. Min svigermor sagde til mig, at jeg skulle gå, og til sidst gjorde jeg det,« husker Olcay.

Den 27-årige kurder bor i dag i sin egen lejlighed på Nørrebro i København. Han spiller fodbold, læser til lærer, har tæt kontakt med sine venner – og så mistede han det meste af sin familie den nat i den tyrkiske hovedstad, Ankara, for halvandet år siden.

I dag står han frem og fortæller sin historie. En historie om konservative traditioner med arrangerede ægteskaber og et æreskodeks, der stikker dybere end blodets bånd. Olcay er i dag imod arrangerede ægteskaber.

»Jeg nægter at tro på, at de, der lever i et arrangeret ægteskab, er 100 procent lykkelige,« som han selv opsummerer det til.

Han sidder i sin stue, hvor væggen bag ham er fyldt med billeder fra hans opvækst, ferier, søsterens bryllup og fra hans debut på Roskilde Festival. Der er ingen billeder af ægteskabet med kusinen, selv om det er den begivenhed, der har haft størst betydning for Olcays liv.

Olcay og kusinen blev arrangeret gift i 2008. Brylluppet blev holdt i Danmark, hvor 500 mennesker fejrede parret som en kulmination på det, der havde ligget i kortene så langt tilbage, Olcay kan huske.

»Alle sagde til os, at vi var det perfekte par. Jeg havde haft danske og tyrkiske kærester, men det gav altid problemer. Min familie er meget konservativ på det punkt, så jeg vidste, at når jeg en dag skulle giftes, skulle det være med hende,« forklarer Olcay, der selv tog til Tyrkiet og satte brylluppet op.

Parret flyttede sammen i Malmö, hvor Olcay spillede fodbold. Han husker den underlige følelse af, at de aldrig kom til at elske hinanden.

»Vi skændtes allerede fra starten,« siger han og fortæller, at konen rejste tilbage til Tyrkiet efter halvandet års forgæves kamp.

LÆS OGSÅ: Unge mænd flygter fra tvangsægteskab

Herefter gik alt i sort i begge familier. Olcays forældre forsøgte at overtale ham til at tage til Tyrkiet
og tale hende til fornuft, og familien i Tyrkiet kimede ham ned med skældsord og opfordringer til at tage kampen op og finde tilbage.

»Alle sagde, at det var familiens ære, der var på spil. De sagde, at det var helt normalt i den slags forhold, og at det ville tage et par år at finde ud af det,« husker Olcay, som efter to måneders pres gav efter for morens ønske og tog med hende derned.

I Tyrkiet mødte han op med sin mor hos konens familie den aften, hvor han endte med at stå på gaden i Ankara.

»Jeg vidste, at jeg aldrig skulle tilbage til hende, da jeg stod ude på vejen midt om natten. Jeg var meget ked af det, for jeg havde gjort min mor, min familie og hendes familie kede af det. Men jeg kunne ikke,« siger Olcay.

I stedet for at tage kampen op fandt han en telefonboks og ringede til en ven i Danmark.

Fem timere senere sad han i et fly på vej hjem til Danmark. I tiden herefter talte han af og til med sin far, mens familien slog hånden af ham.

Han mødte moren første gang et par måneder senere, hvor hans søster inviterede ham på café på Fisketorvet.

»Da jeg kommer derned, sidder min mor og far og venter på mig,« siger Olcay.

Moren stillede ham et ultimatum: Enten skulle han finde tilbage til sin tyrkiske kone, eller også var han ude af familien. Han valgte det sidste.

Han står i dag ved sit valg, selv om det har kostet ham stort set hele hans nærmeste familie.

»Jeg har altid været mors dreng, så det er enormt hårdt ikke at være sammen med hende. Jeg forstår godt hendes måde at reagere på, for hun holder fast i familiens traditioner. Men jeg har haft et liv med skyklapper på, og nu vil jeg gøre det, jeg har lyst til,« siger Olcay og nævner som eksempel, at han var til Roskilde Festival for første gang i år.

»Jeg føler, at jeg kan gøre alt det, jeg gerne vil. Hvis jeg en dag skulle skrive en bog, skulle den hedde ‘Fra tvangsægteskab til Roskilde Festival’,« siger Olcay.