Synes du at kødspisning er synd for dyrene eller måske belaster din klima-samvittighed for meget, så er der håb.

Det er nemlig lykkedes hollandske forskere fra universitetet Maastricht i Holland at udvikle en metode til at lave kunstigt kød med en reel smag af oksekød.

»Vi er på vej mod en kødkrise. Vi bruger mere end halvdelen af jordens dyrkbare område til kødproduktion og forbruget af kød forventes at blive fordoblet i løbet af de kommende 40 år,« siger professor i fysiologi universitet i Maarstrict og leder af  det kunstige kød-projekt Mark Post i et interview med Sveriges Radio.

Ind til videre er det dog ekstremt dyrt at lave kunstigt kød. Med de nuværende laboratorieomkostninger ville en burger-bøf eksempelvis koste knap 250.000 kroner at producere per styk. Men det er dog meningen, at processen med at producere kunstigt kød bliver så billig, at det kan konkurrere med traditionel kødproduktion. Mark Post vurderer, at der vil gå mellem 10 til 20 år inden at kunstig kødproduktion vil kunne konkurrere på markedsvilkår med traditionelt kød.

I første omgang er det kun muligt at producere kunstigt kød, der kan bruges som hakket kød – eksempelvis i en burgerbøf. Det skyldes at stykke kunstigt kød med den nuværende teknologi ikke kan blive større end ca. tre centimeter store. 

Til oktober vil de hollandske forskere kunne præsentere den første burger, hvor bøffen er lavet med kunstigt oksekød.