Jeg har altid været fascineret af fænomenet Morten Olsen.

Eller mere præcist: Været forundret over den næsegruse, nærmest krybende tilgang til manden, som store dele af den danske presse har det med at praktisere.

Det er lidt det samme med Michael Laudrup og med kronprinsen (uden sammenligning i øvrigt). Vi er tæt på nærmest helliggjorte nationale trofæer, og det betragtes som blasfemisk upassende at drage kvalifikationer og attitude i tvivl.

I virkeligheden er det besynderligt, for det betragtes jo ellers sædvanligvis som en journalistisk dyd (også) at sætte kritisk fokus på stjerner og autoriteter.

For en ordens skyld: Olsen er en på mange måder fremragende træner, og Laudrup en gudsbenådet boldkunstner. Men så meget desto mere grund er der til også at turde stille de kritiske spørgsmål.

Sådan fungerer det imellem presse og erhvervsliv, og sådan er det i forholdet mellem presse og politikere. Men altså kun sjældent, når det handler om nationale sportskoryfæer.

Hvilket Morten Olsen i den grad har levet højt på. Ham stiller man bare ingen kritiske spørgsmål til. Ingen ved hvorfor, men sådan er det bare.

Ikke at Olsen af den grund føler sig godt behandlet af pressen. Nej, tværtimod. På forunderlig vis er det således lykkedes landstræneren med en evigt tvær attitude at fremstille sig selv som en forfulgt uskyldighed, der kæmper en heroisk kamp mod overdrevent kritiske journalister.

Og dét til trods for, at virkeligheden er en perlerække af medløbende spørgsmål.

Jeg færdes til daglig på Christiansborg og kan bare hilse og sige, at hvis politikerne dér anlagde samme ømfindtlige målestok som Olsens, hver eneste gang en journalist gik til stålet, ja, så ville nationen med god ret korse sig og forlange, at de folkevalgte fik tørret øjnene.

Alt dette kom jeg til at tænke på, da det kom frem, at landsholdets evige balladebarn Nicklas Bendtner skal for retten i England, hvor han er tiltalt for hærværk af parkerede biler.

Retssagen finder tilfældigvis sted samme dag, som Danmark spiller sin næste landskamp. Dén var værre for fodbold-Danmark. Og Morten Olsen bemærkede over for journalister, at så måtte retssagen udsættes. Bendtner skulle jo som bekendt spille fodbold for Danmark!

Vi lader den stå et øjeblik …og konstaterer så, at Morten Olsen åbenbart forventer, at en engelsk domstol udsætter en sag om hærværk, fordi den forkælede og højt gagerede drengerøv til Bendtner skal være med i en fodboldkamp.

Det er åbenbart tankesættet hos den landtræner, hvis job det jo også er at sammensætte et landshold, som både kan vinde, men også være forbilleder for en nation. Mageløst!
 
Endnu mere syret er det jo faktisk, at Olsen slipper af sted med sine surrealistiske betragtninger. Kom nu, kære kolleger, med det oplagte kritiske spørgsmål:

Hvordan kan Bendtner - en mand, der vader fra skandale til skandale - overhovedet være med i landsholdstruppen?

Vi kender ikke svaret, for spørgsmålet blev aldrig stillet. Jeg ved ikke, om journalisterne frygter Olsen. Eller om de bare er gået så meget i ét med deres stofområde, at tanken end ikke strejfer dem, at man kunne gå kritisk til værks over for mærkelige Olsen.