Gud gik deprimeret rundt i Paradiset. Påsken stod for døren, og menneskene på jorden korsfæstede stadig hinanden i Guds navn.

I Paradise News var overskriften ikke opmuntrende: ‘Guds projekt, menneskeheden, er en fiasko. Verden er på randen af en borgerkrig. Vi bør trække vore engle væk fra jorden.’

Gud havde også haft en underlig drøm natten før: Lige efter, han havde skabt lyset, havde han modtaget en kæmpe elregning. Der måtte være en mening med det.

Straks sms’ede Gud Josef, for han var god til at tyde drømme. Han var imidlertid ikke til at træffe, da hans brødre atter havde kastet ham ned i en dyb brønd.

»To æbler for 90 kroner!« råbte grønt­handleren, der havde sin bod lige under Kundskabens Træ.

Gud købte kun ét æble og gik og gnaskede på det. Pludselig fik han en åbenbaring: »Jeg bliver nødt til at tro på mig selv. Jeg kan ikke i al evighed sidde på min sofa og glo på
‘Matador’-genudsendelser og trøstespise lykkepiller,« råbte Gud.

Han løb tilbage til sit kontor, satte sig ved sin skrivemaskine og skrev blot en linje, og så kaldte han på sin højre hånd, ærkeenglen Gabriel.

»Jeg har skrevet verdens redning. Jeg bliver nødt til at fortælle dem sandheden,« sagde Gud entusiastisk.

»Jamen, det har du jo allerede gjort,« bemærkede Gabriel.

»Nej, det var løgn og latin og arabisk. Jeg havde ingen erfaring, og jeg var i virkeligheden depressiv. Vi skal finde en ny budbringer. En, der kan formidle sandheden til menneskeheden. En, der for en gangs skyld ikke er analfabet eller kamelmalker.«

Guds stemme havde ikke lydt så sikker, siden han engang for længe siden havde sagt: »Hej smukke, vil du se mig skabe fyrværkeriet?« til den letpåklædte Eva.

Gud skrev en lille annonce og fik Gabriel til at sende den til Reuters. Annoncen lød sådan: ‘Gud søger en ny profet. Send dit cv og en tegning af dig selv. Sidste frist langfredag’.

Den første ansøger kom ind og smilede slesk til Gud.

»Davs, mit navn er Tøger Seiden­faden, og jeg vil være den nye profet, for jeg er så hellig, at jeg mere og mere ligner de svævende engle på et af Michelangelos malerier,« sagde han.

»Det lyder fint,« sagde Gud og gav ham det stykke papir, hvorpå han havde skrevet den absolutte sandhed.

Tøger Seidenfaden læste de få linjer og så forarget op på Gud.

»Jamen ... det er jo ... Gud er højreorienteret?« græd den hellige Tøger Seidenfaden og løb tilbage til sit eget lille paradis, Politikens Hus.

Ansøger nummer to slentrede dovent ind. »Jeg hedder Jeppesen, og jeg skriver på bagsiden af Ekstra Bladet. Jeg vil være profet, fordi så kan folk blive tvunget til at kunne lide mig,« sagde Jeppesen.

»Vi har brug for dine tekster,« sagde Gud. »Bare ikke her. Men i Helvede. Djævlen har brug for irriterende tekster til at pine de syndige. Kholghi skriver fast der.«

Gud trykkede på en knap, og Jeppesen blev suget ned i Himlens kloaksystem.

Den tredje ansøger var lille med et stort fuldskæg. Vredt råbte han: »Gud er stor.« Gud så overrasket på ham.

»Hvor ved du det fra? Jeg er ikke til mænd, og så vidt jeg kan huske, har vi to ikke været i seng sammen.«

Den lille profet-aspirant blev sur og begyndte at kaste sten mod Gud.

Gabriel gav aspiranten Guds seneste bud. Han læste den absolutte sandhed og blev endnu mere gal.

»Jeg er krænket ... blasfemi ... usle vantro!« råbte han til Gud, og i Guds navn trak han i sit bælte. En eksplosion gjorde det af med både Gud, Gabriel og den krænkede aspirant.

Papiret med Guds absolutte sandhed svævede i røgen og brændte langsomt til aske.

Nietzsche kom forbi og tog pulsen på Gud. »Tjah ... Som jeg allerede har sagt: Gud er død.«

   
Klummen er udelukkende udtryk for skribentens holdning. Reaktioner modtages på e-mail, debat@metroxpress.dk. maksimalt 100 ord. navn og adresse skal fremgå.