Da Helle Thorning tilbage i efteråret havde rundet den første måned som regeringsleder, erklærede hun på et af sine første tirsdagspressemøder frejdigt, at regeringen søreme havde fået en »rigtig god start«.

Nøgternt kan man i dag slå fast, at den vurdering stod statsministeren temmelig alene med.

For de fleste andre var indtrykket ganske anderledes.

En regering præget af udpræget begynderfumlen og væsentligst af alt:

En regering tynget af den evigt nærværende diskussion om løftebrud og indtrykket af, at Thorning og Søvndal slet og ret havde snydt og bedraget sig til magten.

Min gode kollega Hans Engell sagde det måske klarest af alle: »Den værste start for en regering i 40 år«.

Men Thorning  - hun kunne slet ikke se problemer. Her gik det godt, fru kammerherreinde.

I går var Thorning så atter på banen. På hendes tirsdagspressemøde måtte man således forstå, at statsministeren alt i alt har været ganske godt tilfreds med forløbet af sagen om en betalingsring.

Ja, faktisk kunne hun, fremgik det, ikke have ønsket sig noget bedre forløb. Det sagde hun faktisk.

Sure borgmestre. Krise i regeringen. Knas med fagbevægelsen. Alt sammen har det bare været udtryk for et »udmærket forløb«, som statsministeren »ikke ville have været foruden«.

Godt, så... Det er så statsministerens vurdering.

De fleste andre når vel rimeligvis frem til en noget anden konklusion - nemlig den, at det bizarre forløb omkring betalingsringen ikke ligefrem har været et studie i politisk skønhed.

Tværtimod har diskussionen om den forkætrede ring på den mest ubarmhjertige måde udstillet en række svagheder ved regeringen:

For det første havde regeringen fuldstændig undervurderet den massive folkelige modvilje mod en betalingsring. Man TROEDE, at vælgerne ønskede en ring. Man tog imidlertid - og det ved vi i dag - katastrofalt fejl.

Nu dropper man ganske vist ringen, men for en regering er det under alle omstændigheder skidt ikke at være i stand til at lodde folkestemningen - at gå så meget galt af sine egne vælgere.

For det andet sætter forløbet i alvorlig grad spørgsmålstegn ved Thornings lederevner.

Man skal således ikke glemme, at en regeringsleder BÅDE skal kunne sætte en politisk kurs og SAMTIDIG være i stand til at skærre igennem, når en sag går i hårdknude.

På det sidste parameter er Thorning dumpet i sagen om betalingsringen.

Alt for længe overså hun faresignalerne ved en sag, der bare udviklede sig mere og mere mareridtsagtigt for regeringen. Og da Thorning omsider intervenerede, var skaden sket.

Dels havde hele nationen længe kunnet forlyste sig ved det åbne slagsmål internt i regeringen. Dels var de københavnske vælgere for længst blevet rigtig, rigtig vrede.

Og for statsministeren må det smertelige spørgsmål være i disse dage: Kommer de vælgere overhovedet tilbage, eller er de definitivt tabt?

Thorning skal glæde sig over, at der er lang tid til næste valg. Og over, at mands minde er rimelig kort i dansk politik.

Men Thorning skal nok under alle omstændigheder se virkeligheden i øjnene og ikke gå Komiske Ali fra Bagdad i bedene.