Det er ikke romancen, der er i blomstrer på de luksuriøse hoteller, hvor par i krise tjekker ind for at få en hurtig skilsmisse i Holland.
I stedet har ægtepar, der vil skilles i tre intensive dage fokus på at blive skilt. Med hjælp fra advokater, mediatorer og psykologer arbejder et hold sammen med parret på at komme til enighed om det, der skal deles, når parret går fra hinanden.
Ane Friis, der er sociolog, er ikke overrasket over, at skilsmissehotellet er populært blandt moderne par, der er blevet trætte af hinanden.
»Det handler om individualisering. I dag ser vi det meste, der hænder i vores liv, som noget vi har ansvar for. Derfor er det også vores eget ansvar, hvis vi ikke lykkes i parforholdet,« siger Ane Friis.
Og fiaskofølelsen er ikke én, vi trives med. Det giver nemlig – ifølge Ane Friis – en mangel på kontrol
»Vi kan ikke lide det, der er bøvlet. Det forstyrrer os, og bøvl er ikke opskriften på det perfekte liv, vi higer efter. Derfor vil vi gerne gøre kort proces i stedet for at trække det flere måneder« siger Ane Friis.
Hun genkender tendensen flere steder i samfundet og tror, den er kommet for at blive.
»I Tyskland har man rejser for sørgende, og det er endnu et eksempel på, at vi søger at gøre hurtig proces i noget, der ellers er kendt for at tage tid,« siger Ane Friis.
Bag det såkaldte ”Divorce Hotel” står skilsmisseadvokat og direktør Jim Halfens, der ifølge virksomhedens hjemmeside fik ideen til at give par tilbud om at blive skilt på en weekend, da han flere gange fik fortalt, hvordan en traditionelle proces påvirker de parterne på jobbet og andre dele af deres liv.