Kvinder vil også fremover kunne booke sig ind på hotelgangen Bella Donna på 17. etage på Bella Sky. Ligebehandlingsnævnet har ellers afgjort, at en særlig kvindegang er i strid med Ligebehandlingsloven.

Arne Bang Mikkelsen, adm. direktør for Bella Center og Bella Sky er meget overrasket over dommen, men han fastholder, at der også fremover vil være en særlig gang for kvinder på hotellet.

- Jeg syntes det var meget morsomt, da ligestillingssagen blev rejst for seks måneder siden, og den gav os en fantastisk markedsføring i hele verden, siger han til DR Nyheder.

Hvad så med kvindeløb- Jeg er helt uforstående over for, at det er diskriminering. Er kvinde- og mandetoiletter så også diskriminering, og er kvindeløb diskriminering?, siger han.

- Vi har 814 hotelværelser, og af dem er 20 værelser på 17. etage indrettet af kvinder for kvinder, og sådan bliver det ved med at være, siger direktøren. Han tror at flere hoteller tager sagen op, fordi en gruppe kvinder ønsker det sådan.

- Jeg vil nu læste afgørelsen for at se præmisserne. Hvis sagen indbringes for domstolene og afgørelsen fastholdes må vi se på appelmulighederne. Kunderne ønsker en særlig kvindegang, og det ønske vil vi gøre alt for at efterkomme, siger Arne Bang Mikkelsen