Det er fredag, og imamen leder bønnen i den lokale moske. Alle mændene står skulder ved skulder – klar til at slå panden mod gulvet. Endnu en fredagsbøn som alle de andre, og dog.
For pludselig afbryder imamen bønnen og vender sig om mod mængden:

»Hvor mange herinde ved IKKE, hvor deres sønner er lige NU? I skal vide, at jeres bøn INTET er værd, hvis I ikke aner, HVOR jeres sønner er!«
 
Der bliver helt stille. mændene ved ikke, om de skal fortsætte med bønnen eller besvare spørgsmålet. De står chokerede og forstenede. Nogle kigger forvirrede rundt , nogle kigger ned afventende imamens næste ‘move.’

Imamen er på sit kogepunkt – klar til at eksplodere. For tidligere på ugen havde der været gadekampe i nabolaget, og en dreng mistede livet, men ingen siger noget til nogen om noget.
Dette scenarie er fra Amsterdam, men den kunne lige så godt have været herfra.

I Europa ligger moskeerne/foreningerne typisk i de belastede områder af storbyen, det vil sige også side om side med alfonsens, luderens og stoffernes nabolag. Og det er i sig selv en udfordring at opdrage børn i det ‘hood’ og endnu sværere at være barn i det miljø.
 
I sidste uge kunne vi så læse om en episode i Vollsmose, hvor en sten var smidt igennem et vindue og landet i en babyseng – gudskelov en tom en af slagsen. Beboerne i denne lejlighed var selvfølgelig skræmt fra vid og sans og mente ikke, at det hjalp noget at gå til politiet.

På forsiden stod så en gruppe unge brune danskere, som elskede opmærksomheden, dog med ryggen til godt nok.

Faktum er, at nogle fædre bruger for meget tid i moskeen/klubben/foreningen/pubben på at ‘hænge’ og forsømmer faderrollen derhjemme. Den ‘fader’ langsomt, men sikkert ud, og sønnen vokser op med et mere og mere distanceret forhold til faren som menneske, men også til, hvad det vil sige at være far.

Men bare rolig, gaden udfylder farens plads og tager sig ‘rigtig godt’ af sønnen. Disse drenge er typisk vokset op med et syn på faderrollen som værende en diktatorisk rolle. Ingen omsorg, far bestemmer alt, og familien makker ret. Penge er der ikke mange af, og kommunikation og kærlighed er der heller ikke meget af. Fædrene har en ide om, at de kan bruge de samme opdragelsesmetoder, som deres forældre brugte – i moderlandet – og for en generation siden. Så drengene vokser op forvirrede af identiteten, forkælede af systemet og forladt af fællesskabet. Og det er især drengene, der har problemet, mens pigerne typisk er cool i denne kontekst, og det er KUN, fordi moren er til stede fysisk og psykisk!

Forleden kunne en bekendt belære mig lidt om mit nye ‘hood’ Frederiksbergs forskellige sider, hvor jeg lige er flyttet til. Han pegede ned aa Falkonér Allé og signalerede ‘thumbs up’. Så vendte han sig om mod Finsensvej og sagde: ‘jo længere du kommer ned ad den vej homey; thumbs down!’

Jeg tror ikke på det, men jeg forstår hans pointe. Jeg tror på, at vi fædre kan rydde op i hele lortet, hvis bare vi involverer os fra dag et i vores børns liv.

 Hvad kan vi gøre for at skabe en bedre verden? Det er et stort spørgsmål, men
Moder Theresa’s svar var enkelt og klart: ‘Gå hjem og elsk jeres familier’.