Hvad enten vi kan lide det eller ej, er vi politikere dybt afhængige af medierne. For vi ønsker - både som partier og som enkelte politikere - at blive set og hørt.

Det er på den måde, man kan sætte dagsordenen og håbe på større indflydelse efter næste valg.

Jeg mener godt, man kan kalde medierne for den fjerde statsmagt. Den fri presse udgør en vigtig del af den parlamentariske kontrol, og den bringer Christiansborg tættere på borgerne.

Men med så enorm indflydelse er det også relevant at overveje, hvilken type politiker medierne belønner med store overskrifter og lange citater.

Her må man kaste sit blik på nyhedskriterierne, som journalister udvælger historier og vinkler fra: aktualitet, væsentlighed, sensation, identifikation og konflikt.

Lægger man ud med aktualitet, er det jo klart, at ingen gider læse uaktuelle nyheder. Det sørger det moderne mediebillede for ved lynhurtigt at opdatere webmedierne, TV og radio. Men de hyperaktuelle medier er også problematiske.

I den moderne medievirkelighed har man sjældent ret lang tid til at sætte sig dybt ind i sagerne:
1) ‘Det skal med i 12-udsendelsen’.
2) ‘Det skal online hurtigst muligt.’

Jeg er den kedelige type, som godt kan lide at lytte til fagkundskaben, før jeg udtaler mig om komplicerede ting. Det kan være utrolig svært at nå, og det er sjældent, man bliver citeret for at glæde sig til at læse en rapport.

Væsentlighed er det næste kriterium. Selvfølgelig skal vi have væsentlige nyheder, der har reelt indhold. Af og til tror jeg dog, at der bliver slækket på væsentlighedskriteriet. Engang imellem er det, som om journalisterne blot skal have fyldt spalterne ud  - for eksempel i den berygtede agurketid.

Så er vi kommet til sensation. Det kan være et godt kriterium, når man som politiker tør tænke nye, banebrydende tanker. Men oftest drukner det positive i skandaler og mediestunts.

Et eksempel var, da Karsten Nonbo (V) for nylig kaldte de ulovligt anholdte demonstranter for klynkere. Det blev til et stunt på TV2’s parkeringsplads, hvor Nonbo skulle sidde på den kolde asfalt i nogle timer.

Man kan diskutere det politiske indhold i den manøvre. Er den egentlige sensation ikke, at en folkevalgt politiker undsiger forsamlingsfriheden? Det mener jeg. Men presseomtale skal jeg da love for, han fik.

Identifikation er det fjerde kriterium. Det er meget forståeligt, at befolkningen skal kunne relatere til en nyhed. På Christiansborg giver det dog en naturlig fordel til de politikere, der arbejder med områder, som berører mange danskeres hverdag.

Ejendomsskat, bilafgifter og folkeskolen er eksempler, som alle vedrører meget store befolkningsgrupper. Men vi har også brug for engagerede politikere, som tager sig af nicheområderne, selv om de ikke får omtale.

Sidst, men ikke mindst har vi kriteriet konflikt. Politiks store rolle i medierne skyldes i høj grad, at partierne ofte er uenige.

Det er naturligt nok, når vi har så mange partier i Danmark. Men medierne opfordrer heller ikke til at være kompromissøgende. Tværtimod belønnes uenighed og ultimative krav ofte med store overskrifter.

Den optimale mediepolitiker er altså den, som kan svare hurtigt på aktuelle sager. Den, der kan komme med væsentlige input. Den, som kan skabe sensationer.

Den, der kan tale om emner, så folk kan relatere til det. Og ikke mindst den, som altid fremhæver konflikterne. Det lyder som en spændende person. Man kan så diskutere, om det er en, der fortjener en stemme?