Forleden holdt jeg foredrag i et forsamlingshus. Der var kaffe på kanden og sandkage på bordet. Total idyl, hvis man altså ser bort fra spørgsmål som ‘vil muslimerne overtage Danmark?’. Jeg fortalte, at jeg ikke kender nogen muslimer, som ved siden af deres fuldtidsjob, familie og fritidsinteresser kan finde tid til en fjendtlig overtagelse.
»Jamen, muslimerne må jo ingenting for ham der Muhammed,« pippede en ældre dame. Jeg forklarede, at muslimer er, som folk er flest, nemlig forskellige. Paki-Mand er for eksempel ikke typen, der forsager alkohol og bliver på bedetæppet en fredag aften. Han danser endda disco og kan moves, fra dengang John Travolta var trendy.
»Jamen, din mand er sikkert moderne, når han er gift med dig. Men alle de andre ...« Damen havde en pointe. Det er ikke alle Pakier, som vil være gift med en kvinde, der arbejder med mødoms-rådgivning og har tegninger af skedeåbninger på skrivebordet. En kvinde, som ved paki-bryllupper med køns adskillelse nægter at forlade mændenes rum, og som mener, at traditioner og religion skal have en laang tur i tidsmaskinen
Men derudover så er damens billede jo helt skævt. Og det er klart. For hun får, som så mange andre, sin viden fra medierne.
Et eksempel er Sibel-sagen, som har kørt siden i sommer. Den har det hele. Falafel-fætter, æresrelaterede tæsk og ikke mindst indvandrerpige, der fremstår som mindre intelligent, men til gengæld laver pæne billeder. Dog må man stille sig selv det centrale spørgsmål: Ville sagen være interessant, hvis Sibel hed Sanne?
Lad os prøve: Sanne bliver forelsket i Tabertype og stikker af hjemmefra. Sannes forældre er sure. Tabertype er nemlig et voldeligt røvhul. Han giver Sanne slag på skinken. Synd og surt, men forsidestof gennem uger? No way!
Hvad gør Sibel så interessant? Meget simpelt. Sagen taler til fortællingen om primitive perkere. And we are loving it! Nul dokumentation.100 procent fnidder og fnadder. Og så har medierne end ikke opdaget, at de bliver brugt som våben i en beskidt familiefejde. Skaden er sket. Tak til dysfunktionel tyrkerfamilie og medierne for endnu en gang at have fodret fordommene om, at alle muslimer er en flok primitive klankrigere.
Sandheden er, at hvis Sibel hed Sanne, så ville der ikke være nogen mediesoap – medmindre selvfølgelig, at Tabertype hed noget med Türk ...


























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)









