Jeg vil gerne lige starte med at slå fast, at min sympati absolut ikke ligger hos de utilpassede unge, som render rundt i Københavns nordvest-kvarter og tror, at de bare kan få et hus. For hvem kan, i dagens Danmark, forvente, at man bare kan få et hus smidt i nakken, fordi man har haft besat et igennem en årrække. Vi andre render jo heller ikke rundt og tror på, at vi bare kan besætte et hus, hvis det ikke lige bliver brugt – vel at mærke uden at betale for det.

Den seneste udtalelse, som virkelig fik mig til at overveje, om de unge virkelig mener det her alvorligt, var da deres talskvinde kom med udsagnet om, at det hus, de valgte at besætte i lørdags, jo ikke blev brugt til noget, og så kunne Ritt Bjerregaard (S) da ligeså godt bare give det til dem.

Grunden, til at jeg fandt det utroligt morsomt, er at jeg igennem de seneste par uger hver dag har passeret forbi en helt igennem fantastisk lækker bil, som bare har stået parkeret uden at blive brugt. Så kan jeg vel ligeså godt tage den, ligesom de kan tage et hus, der ikke bliver benyttet? Hænger det sammen på nogen måde? Nej vel, og derfor må de komme i gang og bare få en anelse realitetssans.

Men hvis vi skal forskåne de beboere i Nordvest, som faktisk betaler deres husleje med mere, ville det måske være en god idé at stille en øde ø til rådighed for de unge, så de kan rende rundt derude med deres happenings og så videre.

Jeg sidder, hver gang der er demonstration eller optakt til ballade vedrørende de hedengangne ungdomshusbrugere, og kigger forundret ind i fjernsynet. Og den første tanke, der strejfer mig, er ganske enkelt: Hvad laver forældrene til disse børn og unge?

Jeg er selv far til en lille pige, og det er helt sikkert, at hun aldrig i livet ville få lov til at rende rundt i den flok og være med til at vandalisere og terrorisere en hel bydel. At forældrene så oven i det hele skaber sig over, at deres børn er blevet anholdt, selv om de bare ‘kiggede’ på, er jo også til at ryste på hovedet over. For hvis forældrene nu tog deres ansvar alvorligt og opdragede deres børn ordentligt, så ville de jo slet ikke stå i den brogede gruppe og risikere at blive anholdt for bare at ‘kigge’ på.

Jeg synes, at det er helt i orden at kæmpe i en god sags tjeneste, men den skal bare være realistisk, lovlig og ikke gå ud over uskyldige borgere.