Et tilbud om en omlægning af lån kan indebære et møde med en særlig farve i banken, mails fra robotter, en masse tal, varm tis og en stor, flot klips.
Et spøgelse går gennem landet. Et lånomlægningsspøgelse. 3,5 procent, siger alle de kloge, er det nye sort. Vores kreditforening er så flinke at gøre opmærksom på deres eksistens omkring nytår. De sender os et brev, hvor de foreslår, at vi booker et møde hos dem, som har en særlig farve. Hm. Et møde med en særlig farve? Hvad skal det nu betyde?

Men vi er bange for at gå glip af noget, så vi sender straks kortet tilbage med et ‘ja tak’, spændte på, hvad der mon skal ske på sådant et møde med en særlig farve. 

I løbet af de næste 14 dage går der ikke en dag, uden at én af os taler med kreditforeningen. Hver dag nye opringninger af nye mennesker. Hver aften nye, spændende historier om kreditforeningen. For eksempel får jeg en mail fra en robot, der fortæller mig, at jeg skal medbringe lønsedler for husstanden. Lønsedler? Hvor eksotisk. Jeg viser mailen til min kæreste. Han har heller ingen lønsedler. Vi beslutter os for at dukke op til mødet med den særlige farve uden lønsedler. Vi er jo voksne mennesker. Desuden har min  kæreste haft den samme kreditforening i over 15 år. Tidspunktet er næppe kommet til at vise lønsedler.

Vi er igennem 12 mennesker og 3 robotter, før dagen for mødet med den særlige farve oprinder. En meget ung fyr tager imod os. Da vi har sat os, spørger han, som det første, min kæreste, hvad han laver. »Jeg er i musikbranchen,« siger min kæreste. Men den unge fyr vil vide mere. »Jeg er selvstændig,« siger min kæreste og beskriver helt kort, hvad han så laver som selvstændig i musikbranchen. Den unge fyr spørger, hvordan det går. »Hvordan ser dit regnskab ud,« siger han. »Hvis du skulle sætte nogle ord på. Kører det?« »Jaeh,« siger min kæreste. Da han har fundet ud af, om det kører for min kæreste, er turen kommet til mig.

»Hva’ laver du så?« spørger han. Jeg siger, at jeg skriver bøger. »Nå,« siger han. Hvor gør jeg så det? Er jeg ansat et sted? Jeg siger, at jeg er ansat af mig selv. »Jeg er forfatter,« siger jeg. »Hvor spændende!« råber den unge fyr. »Får du så skrevet nogle bøger?« »Ja,« siger jeg. »Men så kører det?« spørger han. »Du tjener en masse penge?« »Næh,« siger jeg. Det gør jeg ikke. Sidste år tjente jeg 120.000. Før skat. Det kan vel egentligt ikke siges at være ‘en masse penge’?

Den unge fyr bliver helt stille. Han sidder og stirrer tomt ud i luften i noget, der føles som flere minutter. Jeg ved ikke, hvad der sker inde i hans hoved. Måske tænker han på, at det slet ikke er så skidt en ting med kunststøtte. Måske tænker han, at Özlem i stedet skulle have taget Joachim B. Olsen hen for at se en typisk dansk forfatter. Måske tænker han slet ikke.

Jeg troede, at vi skulle snakke om omlægning af lån, siger jeg så. Den unge fyr tager sig sammen. I løbet af mødet med den særlige farve fyger tallene gennem luften. Ved skrivebordet bagved ham sidder der en dame og spiser lakridser fra en lille papbåd.

Konklusionen er noget i retning af, at vi skal bo i huset i henved 200 år, før det kan betale sig med de 3,5 procent lån. Men den unge fyr har gemt et specielt ‘lånprodukt’ i posen. Han tilbyder os varm tis. Varm tis i fem år for nu at være helt nøjagtig. Hvad der sker efter de fem år, er mere dunkelt. Da mødet med den særlige farve er slut, giver Edmund os en stor, flot klips til at sætte på vores papirer.

Vi har endnu ikke taget en beslutning. Sidste frist er i morgen. Måske lader vi spøgelset passere.