Jo tættere mænd kommer på villa, Volvo og vovse, jo mere hullet bliver deres tøj. I hvert fald falder deres interesse for og udgifter til moderigtige klude i takt med, at det stærke køn finder sin udkårne.

Det viser en ny undersøgelse, internetmarkedet Trend-sales har foretaget.

Singlemænd bruger i gennemsnit 1.000 kroner om måneden på tøj, mens mænd, der er samboende med deres partner, kan finde 700 kroner i budgettet til tøj. Tallene vidner om, at singlemænd gerne vil gøre sig til over for det modsatte køn, mener Kenneth Reinicke, der er mandeforsker ved Roskilde Universitet.

»På sin vis er det ikke overraskende. Man tænker lidt mere på at optimere sin markedsværdi, når man er single,« siger han og tilføjer, at en omlægning af økonomien i forbindelse med at flytte sammen med en partner også kan være en del af forklaringen.

At mænd køber tøj for at fange kvindernes opmærksomhed, er livsstilseksperten Mads Christensen enig i. Han mener, at langt størstedelen af mænds adfærd styres af ønsket om at forstørre chancerne for at nå frem til et parringsritual, og at det stærke køn i bund og grund ikke interesserer sig for eget udseende. Derfor er der stor forskel på mænd, der har fundet en fast mage og dem, der er i fuld gang med at finde en partner til parringsdansen.

»Når man får en pige på krogen, ånder man lettet op, og så behøver man ikke det fis mere. Når de så bliver skilt, som de alle sammen gør, skal mændene pludselig tabe 10 kilo, have lyse striber i håret og købe et par spidse sko og en trøje fra Abercrombie,« siger Mads Christensen.

Generelt er det blevet mere acceptabelt for mænd at gå op i mode, påpeger livsstilsekspert Emilia van Hauen. Og rollerne i parringsdansen er også så småt ved at blive udvisket, hvilket er medvirkende til, at singlemænd ser sig nødsaget til at investere i nyt, smart tøj.

»Mænd er blevet sexsymboler på linje med kvinder. Når du ser Paradise Hotel, ser du også, at kvinder går målrettet efter at score. Og det ser man også på diskoteker. Derfor er mænd blevet enormt opmærksomme på, at de også skal se godt ud, når de skal scores,« siger Emilia van Hauen.