Palæstinenserne vil muligvis kunne få kontrollen over Jerusalems gamle bydel, hvor al-Aqsa-moskeen og Grædemuren ligger, i forbindelse med en fredsaftale. Det antyder Israels forsvarsminister, Ehud Barak.
»VestJerusalem og 12 jødiske bydele i Østjerusalem med 200.000 jødiske indbyggere vil blive vores, mens de arabiske bydele, hvor der bor næsten en kvart million palæstinensere, vil blive deres,« siger Barak i et interview med avisen Haaretz.
I går blev der taget hul på de første direkte forhandlinger om fred i Mellemøsten mellem palæstinensiske, israelske og amerikanske repræsentanter med en middag i Det Hvide Hus med præsident Barack Obama for bordenden.
De egentlige forhandlinger begynder i dag i det amerikanske udenrigsministerium med udenrigsminister Hillary Clinton som mellemmand.
Det er Obama, der har presset på for at få fredsforhandlingerne i gang igen efter et snart 20 måneder langt afbrud. Forhandlingsstoppet kom, da Israel indledte en månedlang krig mod Gaza i slutningen af december 2008, som kostede 1.400 palæstinensere livet.
Men forhandlingerne fik en dårlig start. Militante Hamas-folk skød og dræbte sent tirsdag fire israelere på Vestbredden tæt ved den jødiske bosættelse Kyriat Arba.
De fire blev dræbt, da bevæbnede mænd åbnede ild mod den bil, de kørte i. En af de dræbte var en gravid kvinde. De tre andre var to mænd og en kvinde.
Drabene blev straks fordømt af israelske talsmænd, der betegnede angrebet som en terroraktion. Også den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, fordømte drabene og sagde, at det var et forsøg på at sabotere de kommende fredsforhandlinger.
Lignende fordømmelser kom fra USA, EU og den såkaldte Mellemøstkvartet.














































/templates/img/global/5-col-line.jpg)









