»De ser så veltilpasse ud. Her kan de høre fuglesang, og der er højt til himlen. Hvis jeg var en ko, ville jeg have det som dem.«

Anders Illum er ingen ko, men derimod en 36-årig medejer af et økologisk landbrugskollektiv i Skibby på Sjælland. Her er køerne ude fra midt i april til hen i oktober hvert år, og med sit blotte øje kan Anders Illum se, at køerne har det bedst sådan. Når øjet ser det for første gang hvert forår, bliver det helt blankt.

»Jeg får tårer i øjnene, når køerne kommer på græs,« erkender han.

»Allerede sidst på vinteren begynder de at stå og kigge længselsfuldt ud. Den første dag de så kommer ud, skaber de sig helt tosset og hopper og danser. Det er dejligt at se på.«

Om sommeren består to tredjedele af deres foder af frisk græs. Resten er kraftfoder og grovfoder, og en foderplan sikrer, at køerne får al den næring, de skal have. To gange i døgnet trasker køerne enten 600 meter eller 1,5 kilometer – afhængig af hvilken mark de står på – ned til stalden for at blive malket.

Gåturen styrker deres ben og klove, men den betyder også, at de leverer mindre mælk. Men sådan må det være, forklarer Anders Illum.

»Når vi har valgt at holde dyr i fangenskab, skal de også have de bedst mulige vilkår. Køer er skabt til at gå ude og spise og få motion – det er deres natur. Derfor skal de selvfølgelig på græs. Det er det, de selv ville have valgt, hvis de var fri.«

Den økologiske landmand kender alle køerne og deres personlighed. Om vinteren – når de er i stalden – har han observeret, at de kommer dårligere ud af det med hinanden.

»De er enormt sociale, men kan også være nogle hårde damer. Især i stalden, hvor der er lidt flere slåskampe end på marken. Når de skal have foder, står de for eksempel på forholdsvis lidt plads, og så er risikoen for konfrontationer større. Hvis en lavtrangerende ko gerne vil gemme sig lidt, er der også bedre mulighed for at gøre det på marken. Der er der ikke samme risiko for at blive taberko,« siger han.

LÆS OGSÅ: Køerne bliver oftere i stalden

Klokken er blevet 14.30, og det er tid til at få tømt yveret for de lysebrune jersey-køer. De slentrer målrettede af sted, da hegnet bliver åbnet, og muh’er lidt imens. En æder toppen af en brændenælde på vejen, mens en anden gnasker blade i sig fra et træ.

En stiller sig op ved siden af Anders Illum og begynder at slikke hans sorte sko.

»Så fik jeg også pudset sko i dag,« griner den økologiske landmand.