‘Lad være med at kommentere andres præstationer!’ Lige der. Blåt på hvidt. Sådan står der skrevet ude til højre på mit karakterblad fra 6. klasse. Med min idrætslærers hidsige formskrift mejslet ind midt i rubrikken, og udråbstegnet var skam med. Jeg kan huske, hvor hårdt det slog. Som om hvert skarptsvungne bogstav var en syngende lussing. Et wake-up call. Var det virkelig mig, han talte om? Var jeg virkelig så strid?

Kort efter begydte jeg at græde. Som i virkelig græde. Jeg blev flov, følte mig pludselig sygeligt skyldig og forsøgte ihærdigt at spole tilbage til andre lignende situationer. ‘Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig det her?’ Måske overfortolkede jeg sætningens budskab. Det håber jeg. 

Jeg var ret dominerende tilbage i folkeskolen. Men var jeg også sådan en, der mobbede? Og er det ikke noget med, at man skal være mere end en for at mobbe. Har forsøgt at tænke tilbage. Hvis jeg har haft klassekammerater med ondt i maven, fordi jeg ikke har kunnet holde min kæft, fordi jeg altid skulle kommentere ting, svare igen, fordi jeg troede, jeg vidste bedre. Og var bedre end lærere eller andre elever. Sandheden er jo, at man stort set ved nul og niks. 

Alle de onde ting, børn kan gøre og sige til hinanden. Mest af alt fordi man ikke fatter konsekvenserne, sammenhængene. Og internettet gør det ikke ligefrem sværere at være ond. Listen er lang over de ting, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg kunne spole tilbage. Men det kan jeg ikke.

‘Hvad man ikke dør af, gør en stærkere.’ What a load of crap. Helt seriøst. Der er ingen, der hele skolegangen igennem skal have ondt i maven, føle sig udenfor og alene i sin ensomhed. Ingen. Ikke nok med, at det kan skade mennesker for resten af livet. Det kan også slå ihjel, som det var tilfældet med 18-årige Tyler Clementi fra USA tilbage i 2010, der sprang ud fra The George Washington Bridge efter at have været udsat for en nærmest umenneskeligt ond hetz på grund af sin homoseksualitet. 

Den Nyeste forskning viser, at børn helt ned til treårsalderen er i stand til at mobbe. Det beskrives som en del af udviklingen, når man skal lære sociale relationer; man prøver grænser af. Det kan derfor også være svært at opdage og lave om på. Men det betyder ikke, at vi skal stoppe med at prøve. 

For det fortsætter jo. Op i voksenlivet, fra skole til arbejde, hvor det nogle steder skaber store problemer for både ansatte og virksomheder. Se bare på fænomenet Folketinget. 

Tankerne her begyndte at krybe frem, efter at jeg havde set en ny mini-dokumentar, der kører på DR MAMA lige nu. Værten Camille Lange skruer tiden tilbage til folkeskolen og opstøver gamle klassekammerater. Hvad blev der af bøllen? Hende den populære? Stræberen? Det er, efter min mening, noget af det bedste ungdoms-tv, Danmark længe har set. 

Selv kan jeg kun håbe på, at min idrætslærers sætning blot var en flig af min tid fra folkeskolen: at jeg også har været en god klassekammerat. Jeg kan bedre lide den udgave af mig selv i hvert fald.