2. august 2007: Danske politikere var for dårligt forberedt, da de i 2003 sendte danske tropper til Irak. Det siger daværende chef for tropperne, tidligere forsvarsminister Svend Aage Jensby (V), i forbindelse med tilbagetrækningen fra Irak.
»Det ærgrer mig grusomt, at vi tog så grueligt fejl og troede, at når Saddam Hussein var ryddet af vejen, ville befolkningen i Irak sammen arbejde for at udnytte landets mange muligheder. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at der ville være så store interne spændinger. Det var hverken vi eller vore allierede forberedt på,« siger Svend Aage Jensby til Nordjyske Stiftstidende.
Deltagelse var rigtig
Han erkender, at politikernes kendskab til kulturen i Irak var for dårligt, og at det slet ikke fyldte nok i drøftelserne for og imod deltagelse i krigen.
»Og det var en fejl,« forklarer Jensby til Nordjyske.
Alligevel var den danske deltagelse rigtig, mener han. Men om situationen er blevet bedre for irakerne som følge af de danske soldaters tilstedeværelse, er han mere i tvivl om.
»Jeg må indrømme, at det, man ser og hører, ikke lyder så godt,« siger han til avisen.
Svend Aage Jensby gik af som minister i 2004 efter en strid om grunden til netop Irak-invasionen og forlod Folketinget året efter.























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








