Valgkampen forud for midtvejsvalget til Kongressen i november var kun lige overstået, da håbefulde amerikanske politikere med præsidentambitioner kastede sig ud i endnu en af slagsen. På sin vis er det vicepræ-sident Dick Cheneys skyld.

Da han på Fox News i februar 2005 blev spurgt, om han ville gå efter en forfremmelse i november 2008, tyede Cheney til en gengivelse af borgerkrigsgeneralen William Shermans berømte afvisning af at gå ind i politik:
»Hvis jeg skulle vinde nomineringen, vil jeg ikke lade mig opstille. Hvis jeg skulle vinde valget, vil jeg ikke gøre tjeneste.«

Udtalelsen markerede det symbolske startskud til valg­kampen, for uden en siddende præsident og vicepræsident blandt kandidaterne stod det allerede dengang klart, at der ingen forhåndsfavorit ville være. Og netop det gør det til det måske mest åbne amerikanske præsidentvalg nogensinde, mener flere danske eksperter i amerikansk politik.

»Der er måske seks-syv kandidater med reel chance for at vinde. På den måde er dette valg helt unikt,« siger lektor ved Grundtvigs Højskole Mads Fuglede.

Kamp om penge og råd
Hillary Clinton, Barack Oba­ma og John Edwards spås de bedste chancer for at blive Demokraternes kandidat til november, mens Rudy Giuliani, John McCain og Mitt Romney ligger lunest i svinget hos Republikanerne.

Derudover har fire demokrater og seks republikanere kastet hatten i ringen, mens yderligere et eller to navne i hver lejr lurer som outsidere – ingen af dem har annonceret deres kandidatur.

Med så mange kandidater i spil gælder det om at komme i gang med at føre valg­kamp, før konkurrenterne vinder kapløbet om partiets bedste rådgivere og største donorer, forklarer Edward Ashbee, lektor ved Copenhagen Business School:
»Det er usædvanligt, at  valg­kampen begynder så tidligt, men det er ikke uhørt tidligt. Det er dyrt at føre valg­kamp, og det tager tid at samle de nødvendige penge ind.«

Lektor ved Københavns Universitet Carl Pedersen peger også på, at diverse græsrodsbevægelsers og ikke mindst de politiske bloggeres øgede magt har tvunget kandidaterne ud af busken tidligere end førhen.

Netop fremkomsten af den underskov af politiske blogs, der er vokset frem på internettet, vil få stor betydning i de kommende måneder før og under primærvalgene, hvor kandidaterne fra de to partier internt slås om, hvem der skal være de to endelige kandidater ved valget.
»Blogs spiller en vigtigere rolle i amerikansk politik. De har gjort mediedækningen mere intensiv og fragmenteret og gjort det sværere for kandidaterne at styre den politiske dagsorden,« forklarer Edward Ashbee.

Udmarvende øvelse
For kandidaterne er 19 må­neders valgkamp en udmarvende øvelse. Især hvis valg­kampen bliver beskidt. Og det bliver den, er Mads Fuglede sikker på:
»Amerikanske præsidentvalgkampe er altid beskidte. Vælgerne kræver næsten også, at kandidaterne bliver testet og skal svare for sig. Det er jo ikke direktør for Lego­-land, de skal være.«

Men risikoen for, at kandidaterne trætter vælgerne, eller at deres kampagne mister pusten, er stor.
»For mindre kendte kandidater kan en lang valgkamp dog være en fordel, for så har de længere tid til at gøre sig kendte,« siger Carl Pedersen.

Omvendt skal de, der kommer fra baghjul, også sørge for at videreudvikle deres kampagne, påpeger han og giver som eksempel demokraten Barack Obama, der ikke kan nøjes med at føre valgkamp på at være et frisk pust hele vejen igennem:
»Han er nødt til at gå fra at være generalist og tale i brede vendinger til at være konkret for at have en chance.«

For vælgerne er der ifølge Edward Ashbee flest fordele ved at have lang valg­kamp:
»Under en valgkamp er kandidaterne mere lyd­høre over for folkestemningen, ligesom vælgerne vil komme til at vide alt om kandidaterne, jo længere valgkampen varer – det er en god ting.«

De lange valgkampe øger dog risikoen for handlingslammelse i Washington, fordi politikerne skal bruge tid på at blive valgt frem for at løse politiske problemer. Alligevel mener Mads Fuglede ikke, at valg­kampen vil skygge for emner som Irak, der ikke bare optager politikerne, men også befolkningen:

»Udenrigspolitik har altid præget valgkampene, men vælgerne forventer også løsninger på indenrigspolitiske problemer. Den kandidat, der har de bedste svar på begge dele, vinder valget.«