Ja, det kan de, hvis en af deres missioner i livet er at sidde i et menighedsråd og vedtage at lukke sig selv.

De 18.000 mennesker beslutter, om de vil have en PowerPoint-projektor i menighedsrådssalen, og om ham organisten overhovedet kan spille ‘I Østen Stiger Solen Op’, sådan som menighedsrådet synes, den skal spilles?

Og så beslutter de altså knap så ofte, at butikken skal lukke, eller måske snarere holde åbent på andre dage end søndag til et helt andet formål. Det er jo lidt svært at nedlægge den butik, man frivilligt har sat sig selv i sadlen for at bestemme over.

»mange faktorer spiller ind, når man skal tage beslutningen om en lukning. Eksempelvis er der stor forskel på, hvordan beslutningen tages om en storbykirke fra 1973 eller en landsbykirke fra 1100, fordi der er forskel i bevaringsværdigheden af kirken,« sagde kommunikationschef i Landsforeningen af Menighedsråd, Jesper Moll til Kristeligt Dagblad i går.

Ja, sådan kan man også tale udenom. Faktum er, at det kun er sket ni gange inden for de seneste 150 år. Kresten Drejergaard, biskop på Fyn, sagde i går, at det er biskoppen, der skal vurdere, hvad der er brug for, og Manu Sareen lovede, at han ville se på forslaget. Uden en lov er det nemlig menighedsrådene, der sidder med nøglen, og så længe danskerne tror på Gud, så længe kan menighedsrådene og deres huse holde sig flydende trods finanskrisen.

Der er højt til loftet i den danske folkekirke, ingen er hævet over andre. Hvis Gud vil have en finger med i spillet om fordelingen af de hellige goder, så skal han holde den åndelige kontakt med de knap 2.000 danske menighedsråd. For i folkekirken er det manden i menighedsrådet, der bestemmer over penge, stort set.

Der er jo intet galt med de enkelte menighedsrådsmedlemmer, jeg har mødt mange af dem, og de er faktisk søde og rare ældre mennesker (de fleste af dem). De synes selv, de gør en kæmpe forskel i menighedsrådet og som alle os, der laver frivilligt arbejde, så har de også en solid tiltro til, at uden dem ville det hele bryde sammen.

Problemet er at, menighedsrådene er verdens dårligste chefer, de har på papiret ingen erfaring eller kompetencer for at sidde med det store økonomiske og ledelsesmæssige ansvar i sognet, de gør. Uvidenhed koblet med påståelighed er ikke nogen særlig god cocktail, heller ikke for ledelse af folkekirken. At der kanaliseres så mange penge og så meget magt til de danske menighedsråd, er en af den slags ordninger i samfundet, der går under refrænet: Sådan har vi altid gjort.

De gode mennesker ved godt selv, den er gal. De ville ønske, de kunne få flere med i klubben, men lokalt er de deres egen værste fjende, da den nytænkning, der skal til for at få andre kræfter til kun eksisterer i meget små enklaver.  Så har de jo Landsforeningen af Menighedsråd til at hjælpe sig med rekrutteringsopgaven.

Til sidste valg valgte den påhitsomme Landsforening og deres reklamebureau at give en præst en rød næse på, og så spurgte de retorisk om kirken kun var for sjov? Resultatet af kampagnen var ikke særligt sjov, for der var hverken mange, der stillede op, eller der stemte til de knap 2.000 danske menighedsråd. I år har de så forsøgt med nogle nye slogans, der skal skabe debat. Et af dem er: Om det er i orden at lukke de tomme kirker? 

Måske skulle de snarere spørge: Om det er i orden, at det er dem selv, der skal tage den beslutning?