Det sker ikke ofte, at kronprins Frederik gribes i ligefrem at insistere på at arbejde. Men for nogle år siden skete det faktisk. Det var, da kronprinsen satte alt ind på at blive Danmarks repræsentant i den Internationale Olympiske Komité, IOC.

Røde lamper skortede det ellers ikke på. Selv sædvanligvis stærkt kongetro aviser som Berlingske og Jyllands-Posten advarede på lederplads mod, at kronprinsen fik sig involveret i det olympiske morads af korruption og politik.

Det kunne – lød det enslydende – nærmest ikke undgå at gå galt. Og under alle omstændigheder ville det være en gambling med den ophøjede og upolitiske status, som er hele forudsætningen for vores monarki.

Helt uhørt tog også Statsministeriets departementschef Nils Bernstein affære. Han rettede direkte kontakt til hoffet for i umisforståelige vendinger at gøre opmærksom på, at kronprinsen – og dermed monarkiet – var ude på en farlig galej.

Lige meget hjalp det. For kronprins Frederik stampede i gulvet og fastholdt sit kandidatur til den Internationale Olympiske Komité – og dermed muligheden for at kunne beskæftige sig med sin absolutte hovedinteresse, sport.

På Christiansborg rystede man på hovedet, men ingen politiker ved sine fulde fem tør stille sig i vejen for royale ambitioner. Og således blev det: Egnede (men ikke royale) kandidater blev fejet til side, og under store fanfarer kunne kronprins Frederik lade sig kåre som Danmarks nye olympiske repræsentant.

Det skete, samtidig med at han forsikrede nationen om, at han agtede at bruge IOC-stillingen som platform for utrætteligt at arbejde for at fremme dansk idræts interesser. Herunder, at han ville engagere sig utrætteligt i Dansk Idrætsforbunds aktiviteter.

Nu er der så gået nogle år. Og kronprinsens engagement i den olympiske bevægelse kan gøres op til – stort set ingenting.

Ret skal dog være ret: Danmarks kommende konge har bestemt taget sin andel af receptioner, prisuddelinger og finalekampe. Derimod har kronprinsens interesse for de mindre spektakulære bestyrelsesmøder i Dansk Idrætsforbund været til at overse. Ifølge dagbladet Politiken er det blevet til skaldede to møder. Hvilke uopsættelige gøremål, der har forhindret kronprinsens deltagelse, står ikke tindrende klart.

Derimod er det indiskutabelt, at der er lysår mellem den arbejdsindsats, som kronprins Frederik stillede den danske idrætsverden i udsigt – og så den, som han rent faktisk leverer. Og følgelig rejser mistanken sig, at medlemskabet af den Olympiske Komité dybest set mere var kronprinsens personlige selvrealiseringsprojekt, end det var en øvelse for at gavne Danmark.

En dag bliver Frederik konge. Han vil da arve et monarki, der er umådeligt populært i Danmark. Hvilket ikke mindst er hans mor, dronningens, fortjeneste.

Man kan mene om monarkiet som institution, hvad man vil. Men selv indædte republikanere må erkende, at dronning Margrethe har haft en ganske heldig hånd.

Det er muligt, at Frederik også får det. Men det forudsætter, at han kan overbevise danskerne om, at han er parat til at tilsidesætte egne interesser. Endnu har nationen til gode at opleve den side af vores kommende regent. Sker det ikke, kan han gå hen og blive den sidste.