Usikkerhed og uvidenhed er grunden til det svage fællesskab mellem ‘danskere’ og ‘indvandrere’.

Hun valgte at iføre sig tørklædet, fra det øjeblik ordene ramte hendes ører – That’s it! Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. ‘Tørklædet hører ikke hjemme i Danmark!’ Udtalelsen kom på landsdækkende tv. i den bedste sendetid, fra selveste Helle Thorning-Schmidt.

Født og opvokset på Nørrebro og i fuld gang med en længerevarende uddannelse, så hun ved, at hun er både dansker og muslim. Hun hader faktisk at tage dette stof om hovedet, da hun ærlig talt finder det grimt, MEN hun gør det for Guds skyld! Den er faktisk ikke længere. 
 
Moren, som selv går med tørklæde, tager sig straks til hovedet, da hun hører om det:

‘Åh nej, min datter. Hvorfor ikke vente, til du er færdig med din uddannelse og har fået job? Hvordan vil du nogensinde finde et job nu?’

Hun svarer:  ‘Jeg arbejder ikke et sted, hvor man ikke accepterer mig, som JEG er.’

Bare rolig, denne klumme handler ikke om tørklædet (Gudskelov!), men om usikkerheden i vores identitet, når vi mødes på tværs af farver og steder.

Kan det passe, at for at blive gode venner herhjemme, skal ‘indvandreren’ konvertere til ‘danskerens’ livsstil eller vice versa? Kan det passe, at vi skal assimileres for at (for)blive venner? Og er det så svært at se ud over hinandens forskellighed og hvile i, hvem vi er som mennesker, men dog stadig opretholde et ægte venskab?

Jeg taler ikke om parforhold. Det er en heeelt anden klumme. Vi snakker VENNER, ja ligesom i ‘Friends’ Joey, Chandler, Monica, Phoebe, Rachel og Abdul. Er det umuligt?

For god ordens skyld vil jeg lige definere ‘ven’: Når du er på røven, så er det vennen, du ringer til! Du har paraderne nede, fuld tillid til din ven og kender hans/hendes liv, familie og bagland. Min forældres generation (gamle etniske danskere inklusive) havde meget lidt venskab på tværs af etnicitet og religion. Sproget var en stor barriere, så derfor holdt de sig mere til deres egne, og når de endelig var i samme rum, var det for at arbejde og ikke hygge.

De valgte derfor typisk aldrig at integrere sig socialt, fordi det tog tid at forklare Åge eller Hassan ens forhold til højtider, spisevaner, alkohol, familie, traditioner og så videre. Så er det meget lettere at sige: ‘har ikke tid. Vi sis manda!’

Den uvidenhed og usikkerhed er gået i arv og er grunden til at vores identitet og fællesskab som danskere i dag, er så svag.  

Min generation kunne imidlertid ikke løbe fra det. Fra børnehaveklassen og opefter har vi måttet tegne og fortælle om hinandens forskelle, så vi var nogenlunde på bølgelængde. Og fundamentet for venskab blev lagt, selv om en stor del af generationen stadig kører i de samme fodspor som forældrenes. Men det er en blind vej! Der er kun en vej, og det er at forklare sig selv sin levevis og turde stå ved, hvem man er. Det kræver mod. Med det mener jeg ikke at lade skægget gro og distancere sig under mottoet:

‘danskere er vantro anyways, så jeg smiler kun til mine egne’ eller ‘hvis du ikke drikker, kan du ikke være en del af fredagsbar-fællesskabet’.
 
Modenhed i identitet er et stadie i livet, som rammer før eller senere og giver os balance og ro til at kunne være venner på tværs af whatever uden at føle os usikre på os selv, hinanden eller udenfor.

Konklusion: Hvis du er ‘indvandrer’ og gode venner med en ‘dansker’, og ingen af jer har følt sig tvunget til at skifte livsstil og identitet, så er I ikke bare blandt de få i landet, men også et kig ind i vores fælles fremtid.